Arkiv | marts, 2011

En sæson mere til dansk krimi-succes

En sæson mere til dansk krimi-succes

TV 2 og Miso Film har i dag meldt ud, at man er klar til en sæson mere af Den som dræber. Optagelserne forventes påbegyndt i april måned.

Hvis du er en af de gennemsnitligt 1,3 millioner danskere, der de sidste tre søndage har fulgt Katrine Ries, Schaeffer og Molbeck’s jagt på danske seriemordere, så kan du godt begynde at glæde dig: serien er nemlig i dag blevet forlænget med endnu en sæson.

Ifølge politiken.dk har Miso Film, der producerer serien for TV 2, siden oktober måned arbejdet med manuskripterne til sæson to af serien, og man forventer at kunne starte produktionen op allerede i april måned, hvis altså de økonomiske brikker falder på plads.

- Jeg håber og forventer, at økonomien for sæson 2 af ’Den som dræber’ inden længe kommer på plads, så vi kan tage endelig beslutning om at igangsætte en ny sæson, siger TV 2s programchef Keld Reinicke i en pressemeddelelse.

Som du tidligere har kunnet læse her på tvserie.dk, så er tvserien allerede solgt til en række lande; således vises den første sæson af Den som dræber til efteråret på svensk, tysk og norsk tv.

Posted in Nyheder0 Kommentarer

Michael J. Fox film nu som Varulv-serie

Det er vampyrerne, der er løbet med en del opmærksomhed i de sidste par tv-sæsoner i blandt andre tvserien Tru Blood. Men nu er det måske Varulvenes tur til at overtage rampelyset. I hvert fald er en tvserie baseret på 80′er filmen Teen Wolf på vej.

Det var Michael J. Fox, der i 1985 spillede skoleeleven Scott, som på mystisk vil blev til varulv. Heldigvis gav det ham den fordel, at han samtidig blev hammer-god til basketball, og på den måde kunne imponerende pigerne.

Det ser ud til at være de samme dilemmaer, der går igen i den nye indspilning af Teen Wolf, som kommer på MTV til efteråret. Godt nok er basketball byttet ud medspillet lacrosse og Michael J. Fox med den ret ukendte Tyler Posey, men det er stadig spørgsmålet om hvordan man lever med hemmeligheden, og om man kan kontrollere uhyret, der er omdrejningspunktet.

Der kommer i første omgang 12 afsnit af Teen Wolf på MTV. Men hvor originalen var en komedie, beskriver folkene bag den nye omgang Teen Wolf som ‘en sexet thriller på en highschool, med en romantisk kærlighedshistorie i centrum’.

Sen den officielle trailer til Teen Wolf tvserien her:

Posted in Nyheder0 Kommentarer

Dramaet fortsætter: Mad Men udskudt til 2012

Dramaet fortsætter: Mad Men udskudt til 2012

AMC har nu meldt ud, at femte sæson af Mad Men nok skal blive til noget, men at det først bliver med premiere i marts 2012. Endnu er intet dog skrevet under.

Som vi tidligere har skrevet her på tvserie.dk, så stod det tidligere på måneden klart, at optagelserne til den kommende femte sæson af superserien Mad Men blev udskudt på grund af langtrukne kontraktforhandlinger mellem AMC, Lionsgate og seriens skaber og ledende producer, Matthew Weiner.

Nu har AMC med en pressemeddelelse endelig bekræftet, at der nok skal komme en femte sæson, men at den først får amerikansk premiere til marts næste år, 2012, altså hele 17 måneder efter afslutningen på sæson fire.

Ifølge deadline.com har Weiner presset på for at formindske hullet mellem de to sæsoner og har fortalt AMC, at han godt kunne nå at få den femte sæson færdig til tiden – og samtidig overholde budgettet, hvilket AMC dog ikke anså for realistisk, da de nu har hele fem store tvserier (blandt andet The Walking Dead, læs mere om tv showet her) at tage hensyn til.

Skaberen af Mad Men, Matthew Weiner, vil ikke gå med til AMCs krav for den femte sæson af tvserien

AMC skriver i pressemeddelelsen, at forsinkelsen skyldes ‘forhandlinger, der ikke har noget at gøre med seriens skuespillere’ – lidt modstridende med de tidligere rygter om, at udskydelsen blandt andet skyldes, at AMC ville droppe to af seriens faste skuespillere, hvilket Matthew Weiner ikke ville være med til.

Huffingtonpost.com uddyber rygterne ved at mene at vide, at forhandlingerne også skyldes at AMC holder hårdt på, at afsnittene skal gøres kortere ligesom de ønsker ‘product placement’, altså skjulte reklamer, lagt ind i serien.

Og så skyldes pressemeddelelsens formulering med fokus på forhandlingerne og skuespillerne, at AMC kræver, at der skal spares 1,5 millioner dollars (knap 8 millioner kroner) årligt på budgettet, hvilket svarer til at fjerne to skuespiller-lønninger.

Huffingtonpost.com skriver videre, at AMC holder hårdt på disse tre punkter og at de for at trumfe dem igennem har tilbudt Matthew Weiner en kontrakt med en værdi af hele 30 millioner dollars (158,5 millioner kroner), men Weiner har indtil videre nægtet at give køb på sine kreative idealer og har ikke accepteret tilbuddet.

Uanset om Weiner er med eller ej, så ligger det helt fast, at Mad Men vender tilbage til de amerikanske tvskærme til marts næste år. Dramaet fortsætter – også i virkelighedens verden.

Posted in Nyheder0 Kommentarer

Skal Will Ferrell være fuldtid på The Office?

Skal Will Ferrell være fuldtid på The Office?

Hollywood superstjernen Will Ferrell har udtalt, at han bliver Steve Carells permanente afløser som chef på The Office. Kilder tæt på tvserien tvivler.

Til weekendens Comedy Central Comedy Awards talte Entertainment Weekly med Will Ferrell, der har sagt ja til at optræde i fire episoder af NBC tvserien The Office. Spurgt til rygterne om en fast aftale, bekræftede Ferrell ganske overraskende, at han er permanent afløser for Steve Carell, der til sommer forlader tv showet efter syv succesfulde år.

- Ja, jeg tager over. Min karakter hedder Deangelo Vickers, og han vil på sin helt egen måde forsøge at overtage efter Michael Scott og fylde hans sko. Jeg er gode venner med Steve (Carell, red.) privat og er stor fan af showet, og af rent egoistiske årsager ville jeg gerne lave bare et afsnit sammen med ham og da de som præsenterede mig for en række ideer, sagde jeg bare ‘det lyder fedt’, fortæller altså Will Ferrell.

Spurgt ind til, om det så bare derfra blev til en fast ansættelse, bekræftede Ferrell igen:

- Ja, et helt normalt fuldtidsjob.

Se den første trailer med Will Farrell i The Officer her!

En kilde tæt på produktionen af tvserien sår dog tvivl om, hvorvidt Will Ferrell ikke bare forsøgte at tage røven på journalisten fra Entertainment Weekly – og åbner samtidig alligevel for, at det kunne blive en realitet.

- Det var højst sandsynligt en joke fra Wills side, men det vil tiden vise, siger den unavngivne kilde.

Rainn Wilson tvivler på, at han får Will Ferrell som fast kollega på The Office.

Rainn Wilson, der spiller en hovedrolle i The Office som Dwight Schrute, er dog ret overbevist om, at historierne om Will Ferrells fastansættelse bliver ved rygterne.

- Will kommer som en mulig boss, men alle ved, at han ikke bliver, for han får altså 20 millioner dollars for at lave en film, så han har formentlig vigtigere ting at give sig til, sagde Wilson til Entertainment Weekly allerede i januar.

Uanset hvad alle rygter om Will Ferrells fremtid på The Office siger, så er der angiveligt optaget forskellige afslutninger på denne syvende sæson af tvserien, så man kan rette til, når man ved, hvad superstjernen endeligt beslutter sig for.

Posted in Nyheder0 Kommentarer

The Simpsons – nu uden jokes om atomkraft

The Simpsons – nu uden jokes om atomkraft

Selv om vi normalt griner af det meste af det, der kommer fra Springfield, så bliver der lige nu ikke grinet ret højt af tvseriens mange jokes om Homer Simpsons arbejdsplads, atomkraftværket.

I den mere seriøse ende af dagens historier fra Hollywood fortæller Entertainment Weekly, at folkene bag den tegnede kultserie The Simpons af respekt for atom-katastrofen i Japan har sendt samtlige amerikanske tv-netværk, der viser tvserien, en liste over de episoder, der indeholder potentielt anstødelige materialer.

Så kan stationerne selv vurdere, om de vil fjerne de enkelte afsnit, som et østrigsk netværk angiveligt allerede har gjort med to episoder, der indeholder jokes om radioaktiv bestråling og atomkraft-nedsmeltninger.

- Vi har lavet 480 episoder, og hvis der er et par stykker af dem, som netværkene ikke ønsker at vise lige nu på grund af den frygtelige katastrofe, så forstår jeg det fuldstændig, fortæller Al Jean, der en af hovedproducerne bag serien.

Al Jean fortæller også, at det samme gjorde sig gældende efter terrorangrebet på New York den11. september 2001. Her blev episoden Homer Versus the City of New York fjernet fra programplaner verden over, fordi den indeholdt en hovedscene i og omkring World Trade Center.

Jean afslører også, at man ikke har nogen planer om, at Homer skal forlade sit job på Springfield Atomkraftværk, trods katastrofen i Japan.

- Han vil fortsat arbejde der. Vi har lavet et kæmpe univers, hvori vi kan lave en million forskellige historier uden at berøre emnet, siger Al Jean.

Posted in Nyheder0 Kommentarer

Forbrydelsen hitter i england

Lund længe leve! Briterne jubler efter finalen på Forbrydelsen

Så har briterne set det sidste til Sarah Lund og den islandske sweater for den her gang. I går løb sidste afsnit over skærmen i England, og afslørede Vagn som manden bag mordet på Nanna Birk Larsen.

Men det ser ud til at BBC har gjort klogt i allerede at investere i Forbrydelsen 2, for de britiske fans har i den grad taget DR-dramaet til sig, på trods af den er sendt på dansk.

I avisen the Guardian har tv-anmelderen Vicky Frost fulgt serien hele vejen og hun er imponeret over hvordan historien sluttede. Hun kalder afslutningen på serien førsteklasses, og kommentarerne på bloggen bakker hende op.

- Et fænomenalt tv-bidrag fra Danmark, hvilke fantastiske skuespillere I har. Vi bør ikke være så afhængige af tvserier fra USA, når så fremragende historier kan findes andre steder. Kom så med sæson 2, skriver Sharon på The Guardians hjemmeside.

De samme toner går igen i de andre kommentarer.

- Min første tanker er at det var en god slutning på en fantastisk tvserie. Alt for ofte skuffer slutningen, men her var den i tråd med resten af serien, mener Linzsw.
- Jeg kan ikke huske sidste gang jeg var så naglet til mit tv, men det var det hele værd. Meyer er virkelig død, snøft. Længe leve Lund, skriver Jollyrodgers.

BBC har haft over 500.000 seere I snit til visningerne af Forbrydelsen, derfor har BBC også allerede bestilt Forbrydelsen 2. Og det tyder på der er en masse nye fans der gælder sig til den løber over skærmen.

Posted in Nyheder0 Kommentarer

Se første trailer med Will Ferrell i The Office

Se første trailer med Will Ferrell i The Office

Fans af tvserien The Office kan godt begynde at glæde sig, for fire afsnit med Will Ferrell venter lige om hjørnet – se den første trailer her.

Som tvserie.dk tidligere har fortalt, så forlader Steve Carell tv showet The Office efter denne sæson, til trods for at NBC i sidste uge forlængede aftalen med endnu en sæson, seriens ottende.

Tidligere gik rygterne på at stjernen Will Ferrell (Starsky & Hutch, Zoolander, Semi-Pro) decideret skulle afløse Carell i tvserien, hvilket dog ikke er tilfældet. Sandt er det dog, at Ferrell spiller med i fire afsnit, hvor han spiller en ny kontor-manager, der hurtigt viser sig at være – mindst – lige så upassende som Steve Carell.

Steve Carell forlader The Office efter denne sæson.

Will Farrell og Steve Carell, der også lavede komedien Anchorman: The Legend of Ron Burgundy sammen, er gode venner privat, hvilket kan være en af årsagerne til, at Ferrell træder til for dermed at tage lidt af opmærksomheden omkring Carells farvel til den serie, han har været en succesfuld del af i syv sæsoner.

Se den officielle NBC teaser for det første af fire Will Ferrell afsnit her – afsnittet får amerikansk premiere den 14. april:

Posted in Nyheder1 Kommentar

Jeff Daniels skal være med i Aaron Sorkins nye tvserie

Dum og Dummere stjerne klar til ny Aaron Sorkin tvserie

Manuskriptforfatter Aaron Sorkin arbejder lige nu på at at sætte holdet til hans nye tvserie ‘More As The Story Develops’. Og nu er det første store navn på plads. Det er Jeff Daniels, som nok er mest kendt for filmkomedien ‘Dum og Dummere’, hvor han spillede overfor Jim Carrey. Det var i 1994. Siden har Daniels lavet masser af film, men nu er han altså for første gang klar til tv.

Sorkin er brændvarm i øjeblikket. Han har vundet en Oscar og en stribe andre præstigefyldte priser, for sit manuskript til facebook-filmen The Social Network. Så det er ikke underligt, at både HBO og Jeff Daniels har sagt ja til at lave det, der nu bliver Sorkins 3. tvserie der også handler om tv. Sports Night handlede om livet på et sports-show og Studio 60 On The Sunset Strip havde et sketchshow som omdrejningspunkt.

Det virker som om Sorkin er meget tilfreds med, at Jeff Daniels har sagt ja til hovedrollen i den nye tvserie, der kommer til at hedde  ‘More As The Story Develops’.
- Han skal spille hovedrollen, og han kommer til at blæse jer omkuld, vi har været heldige at få ham, siger Sorkin til New York Magazine.

More As The Story Develops er stadig på fosterstadiet og HBO har endnu ikke sagt ja til en hel sæson af tvserien. Men rygterne vil vide at der er pæne chancer for serien bliver til noget, og som minimum kommer der et pilot afsnit.

Posted in Nyheder0 Kommentarer

Scoop: Tom Hanks gæstestjerne i 30 Rock

Scoop: Tom Hanks gæstestjerne i 30 Rock

Jerry Seinfeld, Oprah, Jennifer Aniston og Matt Damon har været der – nu er det superstjernen Tom Hanks’ tur til at gæsteoptræde i tvserien 30 Rock.

Hollywood-megastjernen Tom Hanks (Forrest Gump, Saving Private Ryan, Philadelphia) er næste i rækken af store navne, der får roller i den kommende sæson af det Emmy-vindende tv show, 30 Rock. Tidligere i denne femte sæson har prominente navne som Robert De Niro (Godfather, Goodfellas, The Deer Hunter), Matt Damon (Bourne-trilogien, The Departed, Good Will Hunting), Kelsey Grammer (Sams Bar og Frasier) samt Julie Louis-Dreyfus (Elaine fra Seinfeld) ligeledes gæstet NBC showet.

Oscar-vinderen Tom Hanks bekræftede tidligere i dag selv via sin Twitter-profil, at han skal spille med i det populære tv show, der i 2009 slog alle rekorder for en sitcom, da den til årets prisuddeling blev nomineret til hele 22 Emmy-awards.

Tracy Morgan (tv.), Tina Fey og Alec Baldwin (th.) spiller de tre hovedroller i 30 Rock, der får besøg af Tom Hanks

30 Rock er skabt og produceret af skuespilleren Tina Fey, der også spiller en af hovedrollerne sammen med blandt andet Alec Baldwin (Jagten på Røde Oktober, The Getaway) og komikeren Tracy Morgan.

TVserien foregår ‘behind the scenes’ på et fiktivt live sketch show, der skal forestille at blive vist på NBC og er løst baseret på Tina Feys erfaringer og oplevelser fra hendes tid på Saturday Night Live – hvor Tom Hanks i øvrigt var vært otte gange.

Hvilken rolle seriens næste store stjerne, Tom Hanks, skal spille, er der endnu ingen forlydender om, men underholdende skal det nok blive.

Posted in Nyheder0 Kommentarer

Charlie Sheen tager 3000 kroner for en autograf

3000 kroner for at hilse på Charlie Sheen

Charlie Sheen har tjent rigtig mange penge på at være stjerne i den populære tvserie Two And A Half Men. Inden han kammede over i skandaler, var han den bedst betalte skuespiller i en tvserie. Men han vil fylde bankbogen endnu mere. Derfor lancerer han nu en ny mulighed: Sig dav til mig for 3000 kroner!

Sheen har nemlig planlagt en live tourne, måske lidt i stil med det talkshow-værten Conan O’brien gjorde, da han forlod The Tonight Show i utide sidste år. Men Sheens shows har den ekstra dimension, at du ikke behøver nøjes med en billet til den officielle event, du kan også møde den vanvittige tvserie skuespiller. Det koster bare lige over 3000 kroner at få lov! En almindelig billet til seancen kan fås til omkring 500 kroner, men så er der lige et ‘Winning’-tillæg til Sheen på 2500 kroner hvis du vil have en autograf.

På billet-hjemmesiden ticketmaster.com kan man læse sig frem til, at de to første Charlie Sheen live-shows allerede er udsolgt, men man kan også se, at den specielle Meet and Greet-pakke, der inkluderer et kort møde med Sheen, koster 575 dollars pr. styk. Det er lige over 3000 kroner. For de penge får du et foto med autograf, en tour plakat og måske et håndtryk.

Sheen kalder sin live-tour for ‘The Violent Torpedo Of Truth’-touren, og han har planlagt 23 stop i de større amerikanske byer. Men det er ikke er nemt at blive klog på hvad et show vil handle om. Der er i hvert fald langt flere spørgsmål end svar i beskrivelsen af den dyre event på ticketmaster.com. Der står: Vil der være overraskelser? Vil der være gæster? Vil du grine? Vil du skrige?

Ja, det må man nok hellere spørge sig selv om man vil satse 3000 kroner på at finde ud af. Døm selv ud fra den video Sheen har lavet for at opfordre sine fans til at købe billet:

Posted in Hollywood Hype, Nyheder0 Kommentarer

Facebook os!

Aktuel Afstemning

Krimiserien Bones er netop blevet forlænget med en ny sæson - seriens 8. Gider du stadig se med?

Se resultater

Loading ... Loading ...

RSS Hot lige nu: Mad Men