Lars Mikkelsen spiller hovedrolle i ny sæson af House of Cards

Der bliver masser af skærmtid til danske Lars Mikkelsen, når Netflix den 27. februar frigiver den 3. sæson af hittet House of Cards. For den danske skuespiller spiller en større rolle i serien, overfor Kevin Spacey og Robin Wright.
Hovedpersonen selv vil ikke fortælle hvilken rolle han spiller, men skal man tro dr.dk, er det rollen som russisk præsident, der er tilfaldet Mikkelsen.
-Det er en vanvittig god serie. Designet er vanvittigt, og jeg kan godt lide de Shakespeare-afskygninger, der er i serien. Blandt andet at Frank Underwood kommunierer med publikum ligesom Shakespeares Richard III. Og så er det enormt velspillet og utrolig intelligent skrevet, siger Mikkelsen selv dr.dk.

Lars Mikkelsen står overfor superstjerner

I House of Cards spiller Kevin Spacey den magtsyge politiker Frank Underwood, der med manipulation og rå metoder kommer helt til tops i amerikansk politik. I slutningen af seriens 2. sæson indtager Frank Underwood præsidentembedet. Underwoods lige så ambitiøse kone spilles af Robin Wright, som Lars Mikkelsen kysser i traileren for sæson 3.
Lars Mikkelsen spillede sidste år også en større rolle i en international tv-serie. Han indtog rollen som skurken i den seneste sæson af Sherlock, der er BBCs bud på en moderne fortolkning af historien om detektiven Sherlock Holmes.
Traditionen tro vil Netflix frigive hele sæson 3 af House of Cards på én gang. Det sker den 27. februar, hvor du kan kaste dig over samtlige 13 afsnit i seriens 3. sæson.