NCIS sæson 9: Gibbs får besøg af endnu en eks-kone

Der er meget, der peger på, at Gibbs får hænderne fulde i den kommende NCIS sæson 9.
Som du tidligere har kunnet læse her på tvserie.dk, har special agent Jethro Gibbs (Mark Harmon) en del at se frem til. Han spås i den nye sæson af NCIS at blive del af indtil flere kærlighedsforhold, blandt andet med filmstjernen Jamie Lee Curtis, der har en mindre rolle i foreløbigt to afsnit, hvor hun spiller Charlotte Ryan fra det amerikanske forsvarsministerium.
Derudover vender agent Abigail Borin (Diane Neal) tilbage til NCIS-holdet i en kort periode, hvor også hun formår at vække de romantiske følelser i den ordknappe agent Gibbs. Borin har været med i flere afsnit i de sidste to sæsoner, men hvorvidt det er et kortere eller længerevarende bekendtskab i denne omgang, er endnu ikke meldt ud fra officielt hold.
Og nu byder sig så en helt tredje kvinde sig til for den eftertragtede Gibbs. Det er dog en for ham ret bekendt sag, nemlig en af hans rødhårede ekskoner. Det skriver Tvguide.com.
Det er Melinda McGraw (Mad Men, The Dark Knight), der skal spille Diane, der altså er en af de ikke færre end tre rødhårede kvinder, som Gibbs giftede sig med efter hans første kone blev dræbt.
Er du rigtig NCIS-fan vil du måske huske, at Diane faktisk blev gift med en af Gibbs’ agent-kolleger, FBI agenten Tobias Fornell (Joe Spano), da hun og Gibbs gik fra hinanden. Afsnittet byder ikke blot på gensyn med Diane, men også med Fornell, så der er lagt op til et spændende trekantsdrama!
Begge de to agenter blev røvrendt af Diane efter deres skilsmisser hver især – og det er da også endnu en sag med Dianes nu tredje ægtemand, der bringer de tre sammen igen, da sagen efterforskes af både FBI og NCIS.
Afsnittet har meget passende fået titlen ‘Djævlens Trekant’.