Aaron Sorkin

Anmeldelse: The West Wing får ‘Borgen’ til at ligne lokalpolitik

Den amerikanske præsident er cyklet ind i et træ på en motionstur. 1200 cubanere på flugt fra Fidel Castro og er ved at gå i land i Miami. Den kristne højrefløj kræver blod og fyringer efter de er blevet kaldt skattesnydere på nationalt tv. Der mangler penge i sundshedsministeriet og der er alt for mange i lommerne på magtfulde lobbyister. Det er med andre ord en helt almindelig mandag i det Hvide Hus.

Vi dumper ind i det ovale kontor et års tid efter Josiah Bartlett er blevet valgt som præsident i USA. Det burde egentlig aldrig være sket. For Bartlett har hverken opbakningen eller politikken, der skulle til. Han har mest af alt meldt sig ind i valgkampen for at holde nogle taler og for at sørge for de seriøse konkurrenter ikke slipper for at svare på de svære spørgsmål.

Men takket være en håndplukket gruppe af politiske talenter, med intelligens, offervilje og meget lidt tid til privatlivet, så blev han det alligevel. Og nu er han der så, altså i det hvide hus. Men én ting er at nå dertil – noget helt andet er at få gennemført alle de ting, som i første omgang drev en til at gå efter pladsen.

Seriøs politik og alvorlig underholdning

Fra 1999 til 2006 vandt The West Wing tre Golden Globe priser og 26 Emmy-priser, der er tvbranchens svar på en Oscar. Fire år i træk vandt serien prisen for bedste dramaserie. Det betyder, at The West Wing er den fjerde mest Emmy-belønnede tv-serie nogensinde.
The West Wing fortæller historien om den nyvalgte demokratiske præsident og en håndfuld af hans nærmeste rådgivere, der på enhver given dag slås med alt fra naturkatastrofer, mordforsøg, udenlandske diktatorer og ikke mindst de politiske modstandere.

Serien er skabt af forfatter Aaron Sorkin, der fik ideen ved at brygge videre på sit manuskript til filmen The American President, der har Michael Douglas i hovedrollen. Nogle vil sige, at Sorkin fik smag for at lægge sine ord i munden på verdens mægtigste mand og andre, at han i virkeligheden bare bruger serien som talerstol for sine egne holdninger.
Begge dele er nok i en eller anden grad rigtigt.

Men i kernen handler The West Wing om at ville gøre en forskel, om at betyde noget og om at ville ofre sig for at tjene sit land.

Personerne er omdrejningspunktet

The West Wings omdrejningspunkt er folkene, der arbejder i gangene rundt om det ovale kontor. Stabschef Leo McGarry og vice-stabschef Josh Lyman, Pressesekretær CJ Cregg, Kommunikationschef Toby Zigler og hans højre hånd Sam Seaborn er alle sammen rådgivere for præsidenten. De er klogere end gennemsnittet – og en del mere idealistiske. Men de bliver aldrig perfekte. De har familieproblemer og misbrugsproblemer, de får lyst til at skære moralske hjørner for at nå et mål og så oplever de ofte, at deres klare valg af jobbet som første prioritet koster dem en hel masse på privatkontoen.

Det skifter også en anelse hvem der faktisk er seriens hovedperson. Det er som oftest et ensemble, men ser man på hele serien, er det Martin Sheen som Præsident Bartlett, Allison Janney som Pressesekretæren CJ Cregg og vice stabschef, Joshua Lyman, spillet af Bradley Whitford, der fylder mest.

Præsidenten var i øvrigt tiltænkt en birolle i The West Wing, men som serien skrider frem fylder både han og Præsident-familien stadig mere. Det betyder, at vi hele tiden er tæt på historiens gang; vi er med i rummet når Præsidenten diskuterer militære handlinger eller ombord på Airforce One, når hele holdet rejser USA tyndt. Når man har set serien, er det svært at forestille sig, at det kunne fungere uden den dimension.

Lyst, pligt eller pinligt?

The West Wing er i høj grad forfatter og skaber Aaron Sorkins talerstol. Han insisterer på at hamre fast i hovedet på dig, at det er en nobel beskæftigelse, at tjene din præsident når han spørger dig, og at det at ofre privatlivet i en større sags tjeneste er det hele værd, fordi du er en del af noget større.

I afsnittet And It’s Surely To Their Credit  fra seriens anden sæson, går en del af plottet ud på, at seriens personer diskuterer hvilken af Gilbert & Sullivans klassiske musicals, der handler om at have en følelse af pligtopfyldenhed. Den følelse har alle de bærende personer i The West Wing, det er det, der driver dem og serien fremad – de føler a sense of duty som advokaten Ainsley Hayes udtrykker det i afsnittet. Og det er også det der er seriens omdrejningspunkt.

Det kan godt blive en anelse prædikende og pinligt amerikansk patriotisk fra Aaron Sorkin i længden, men det er der ligesom ingen vej udenom, hvis man vil se The West Wing. Og det er pakket særdeles underholdende og informativt ind i et ret realistisk – omend overfladisk – billede af amerikansk politik.

Den danske USA-kender og underviser i amerikansk politik ved Grundtvigs Højskole, Mads Fuglede, har endda udtalt, at han har brugt The West Wing i sin undervisning, fordi den på mange måder giver et fremragende indblik i den process, der kører bag lukkede døre i det politiske spil. Og det er i sig selv interessant.

Som Præsident Bartletts nærmeste rådgiver Leo MacGarry siger i serien: Der er to ting du ikke skal lade folk se hvordan man laver; pølser og lovgivning. Det sidste får lov lov at opleve i The West Wing.

Politisk prædiken og undervisning på første klasse

Hvor The West Wing insisterer på ikke at tage dig i hånden for at forklare de politiske begivenheder, og forlanger du selv følger med, så bliver du i stedet ske-madet med forestillingen om, at Sorkins holdninger er de rigtige. For eksempel, at de sløje republikanere blokerer for vores demokratiske heltes muligheder for at gøre det rigtige – og at det bare ikke er ok.

Det skal man forlige sig med, og det bliver nemmere, som man får sympati for seriens hovedpersoner, der af et godt hjerte vil løse nogle grundlæggende problemer. Men det er givetvis nemmere, hvis man i forvejen deler de politiske synspunkter, som en demokratisk præsident – og Aaron Sorkin – har.

Men, at Sorkin har taget den beslutning er også en af The West Wings helt store styrker: Der bliver ikke talt ned til publikum for at være sikker på, at alle kan følge med. Det må du selv om. Der er masser af indforståethed, mærkelige forkortelser og på den måde er serien en indføring i – i hvert fald de øvre lag – af amerikansk politik. Du skal være oppe på mærkerne hvis du vil vide hvad der foregår. Bare den mængde forkortelser for forskellige grene af den amerikanske regering der bliver slynget rundt uden forklaring, kan være svære at holde styr på. Men det er også med til at holde serien interessant.

Det er på en måde en uamerikansk måde at lave tv på. Man har ofte følelsen af, at handlingen skal udpensles for seeren, at det skal opsummeres hvem der er bad guy og hvorfor det er noget værre noget. Det lider The West Wing ikke under.

Og fordi serien på andre punkter lægger sig op ad virkeligheden, er det også naturligt, at forfatterne finder masser af inspiration i virkeligheden og historiske begivenheder. Det gælder AIDS epidemi i afrika, USAs forhold til Iran og Nordkorea, slagsmålet mellem Israel og Palæstina og hvorvidt skattedollars skal bruges på at subsidiere kunst og kunstnere. Altså ikke ligefrem feel-good emner, men historier med substans, som får serien til at føles som verdens mest let-spiselige undervisningstime i samfundsfag eller amerikansk politik – bare med bedre skrevet dialog.

Det første er klart det bedste

Aaron Sorkin forlod The West Wing efter seriens fjerde sæson, da han ragede uklar med ledelsen på tvstationen NBC, som sendte serien. Det kan man godt mærke. De sidste tre sæsoner af serien holder ikke helt samme kvalitet som de fire første. Der er ikke den samme nerve, men til gengæld bevæger serien helt generelt ind mod midten og bliver mindre kontroversiel.

De første sæsoner 4 sæsoner er sprængfyldt med den kvikke dialog som Sorkin er så kendt for – også de nu klassisk walk-and-talk sekvenser, hvor der bliver gået og snakket i højt tempo. Både de enkelte afsnit af serien og den generelle sammenhæng holder høj klasse. Personer udvikler sig og deres indbyrdes forhold gør det samme. Det er det, der får én til at vende tilbage.

Særligt de 2 første afsnit i sæson 2 holder usædvanlig høj klasse. Da The West Wing begynder dumper vi ind efter præsidenten har siddet på posten i et års tid. Men i de første afsnit af sæson 2 får vi nogle store flashback-bidder af historien om hvordan det hele gik til – i skyggen af en dramatisk begivenhed.

De to In The Shadow Of Two Gunmen afsnit er noget af det bedste The West Wing har at byde på. Ja, det er måske nok noget af det mest medrivende og skarpe tv-drama, der overhovedet er lavet.

The West Wing ville aldrig blive lavet nu

The West Wing er blevet kaldt serien, der aldrig ville se dagens lys på landsdækkende amerikansk tv nu. Til det er det politiske klima i USA simpelthen blevet for polariseret og det er umuligt at tale om politik på samme måde som i 1999.
Og det måske nok sandt, men det er også rigtig synd.

For The West Wing er først og fremmest underholdning, med intelligent og kvik dialog, personer man ikke kan lade være med at spejle sig i, og en indbygget følelse af, at man er med på holdet hvor man gør en forskel. Den der forskel vi alle sammen gerne vil gøre, hvis vi bare lige var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Hvis vi var lidt klogere. Hvis vi turde lidt mere. Og ville give lidt mere af os selv.

Borgen er West Wing light

Politisk drama er ikke den nemmeste genre at holde interessant og vedkommende. Og da slet ikke hvis man oven i købet har ambitioner om at uddanne sine seere. Hvor den fine danske serie Borgen ofte skøjter lidt let hen over overfladen og scorer point på den familieorienterede stil, så er der ikke det samme på spil, som i The West Wing. Måske får Birgitte Nyborg et nyt parti stablet på benene samtidig med hun formår at holde fast i sin kæreste. Måske ikke. Men det kunne ligeså godt udspille sig alle mulige andre steder. Borgen har ikke den samme dybde, der ikke den samme insisteren og idealisme som i The West Wing.

Måske er det heller ikke en fair sammenligning. Men faktum er, at The West Wing sætter standarden for politisk drama – når vi taler en relativt let spiselig udgave hvor de fleste kan være med.

Og så er det altså bare sjovt, at præsidenten er cyklet ind i et træ. At man hopper på en historie om at der er gemt atom-missiler gemt under rosenhaven i det Hvide Hus, eller at man er uenige om  hvilken Gilbert & Sullivan musical, der handler om ære. (Pssst, det er dem alle sammen).

For The West Wing er engagerende, intelligent, har humor, er fabelagtigt forfattet og instrueret, har usædvanlig høj production value og så er den umulig at flå ud af dvd-afspilleren igen, når man først har overgivet sig. Jeg ved hvad jeg taler om, for der er 156 afsnit af The West Wing og jeg har set dem alle sammen. 3 gange.

Matthew Perry: Min nye serie er langt bedre end Mr. Sunshine

Venner-stjernen insisterer på, at hans kommende serie Go On, er langt bedre end hans seneste komedie, Mr. Sunshine.

Matthew Perry lavede selv serien Mr. Sunshine sidste år, men den overlevede kun en håndfuld afsnit, før den blev hevet af programmet igen.

Til efteråret giver Matthew Perry tv-komedie endnu en chance med Go On, hvor han spiller radioværten Ryan King, der har svært ved at komme sig over tabet af sin kone, og derfor går i gruppeterapi, hvor han møder en masse sære mennesker.

Det er Venner-forfatteren Scott Silveri, der har skabt Go On og det er blandt andet derfor den nye serie er bedre end Mr. Sunshine.

- Scott er bare en bedre forfatter end jeg er. De gode og dårlige nyheder er, at Scott har skabt et tvshow til mig, som er bedre end det jeg selv kunne lave, siger Matthew Perry.

Man kan roligt sige, at Matthew Perry har brug for et hit. For siden han blev færdig med Venner i 2004, har han godt nok lavet tv, men ingen af hans forsøg har varet specielt længe.

Perry spillede en større gæsterolle i The West Wing, som endte efter et par afsnit. Bagefter var han med i Aaron Sorkins Studio 60 On The Sunset Strip, der lukkede efter den første sæson. Og så var der altså Mr. Sunshine, der kun klarede knap en halv sæson sidste år, før den lukkede.

 

Aaron Sorkin fyrer hovedparten af forfatterne på The Newsroom

Hovedmanden bag den nye HBO-serie The Newsroom, Aaron Sorkin, har angiveligt fyret størstedelen af seriens forfattere.

Sorkin, der også selv er forfatter på serien, har måske lyttet til den kritik som The Newsroom har fået efter debuten. Massere af anmeldere er skuffede over West Wing-bagmandens nye serie, og måske har Sorkin heller ikke selv været tilfreds med kvaliteten.

I hvert fald har han valgt at fyre hovedparten af det forfatter-hold der har hjulpet ham med at skrive den første sæson.

The Newsroom er allerede forlænget med sæson 2, men det er kun nogle enkelte af første sæsons forfattere, der skal være med til at lave den.

I en presemeddelelse skriver HBO, at det er helt normalt at en serie efter hver sæson revurderer behovet for forfattere, og at det der sker for The Newsroom ikke er noget usædvanligt.

The Newsroom har fået en kølig modtagelse fra mange anmeldere, der mener serien i for høj grad handler om at Aaron Sorkin holder enetaler gennem sin hovedperson, Will McAvoy, og at serien ikke er vedkommende nok.

The Newsroom handler om nyhedsværten Will McAvoy, spillet af Jeff Daniels, der sammen med sit nyheds-hold (Emily Mortimer, Allison Pill, Dev Patel), prøver at lave om på tvnyheder, for at lave bedre historier og mindre sladder.

Det er muligt, at The Newsroom også selv fortæller nogle bedre historier, ved at få tilført nogle friske forfattere.
Hele skuespiller-holdet fra første sæson af The Newsroom vender også tilbage i sæson 2.

HBO forlænger True Blood og den helt nye serie The Newsroom

De to højt profilerede serier True Blood og Aaron Sorkins helt nye serie The Newsroom, er netop blevet forlænget med en sæson hver.

Serierne findes begge to på den amerikanske kanal HBO. Vampyr-serien True Blood er netop gået i gang med sin 5. sæson og kan altså se frem til at få en sjette sæson i 2013.

Den helt nye serie The Newsroom har kun lige haft premiere på de to første afsnit, men nu er det altså sikkert, at der også kommer en sæson mere næste år. The Newsroom kommer fra forfatter Aaron Sorkin, og handler om livet bag kameraet på en amerikansk nyhedskanal.

Sorkin-serien trak respektable 2,7 millioner til visningen af det første afsnit på HBO – det var bedre end den anden nye HBO-serie Girls, men ikke helt så godt som premieren på sæson 2 af Game Of Thrones, der trak 5,7 millioner.

Jeff Daniels spiller hovedrollen som Will McAvoy i The Newsroom, der også har Emily Mortimer, Olivia Munn, Alison Pill og John Gallagher Jr. i bærende roller.

Se traileren til The Newsroom sæson 1 her:

 

Aaron Sorkin: Min seneste serie var dårligt skrevet

Forfatter Aaron Sorkin fortryder sin seneste serie, Studio 60 On The Sunset Strip. Han var ikke i topform da han skrev den og derfor var manuskripterne ikke af en ordentlig kvalitet.

- Jeg kunne mærke, mens jeg skrev manuskriptet, at jeg ikke ramte hovedet på sømmet, som en tømrer ville sige. Jeg brugte hele den første sæson på at finde den rigtige rytme, fortæller Aaron Sorkin til Vulture.

Studio 60 fik kun den ene sæson på tv før NBC trak stikket. Sorkin havde ellers fået Bradley Whitford fra The West Wing og Matthew Perry fra Friends ombord på serien i hovedrollerne, men det var ikke nok til at holde på seerne.

Og Sorkin mener, at det er langt sværere at skrive den slags serier han laver, end en typisk politi-serie.

- Når du skriver sådan en serie er det bare utilgiveligt. Der er en langt smallere succesmargin end hvis du starter med en død mand og ender med personen, der har slået ham ihjel. Hvis du vil være så ambitiøs med din præmis som jeg er med mine serier, skal man skrive dem rigtig godt. Og det gjorde jeg bare ikke med Studio 60, forklarer Sorkin.

Aaron Sorkins nye serie hedder The Newsroom og har premiere i slutningen af juni. Og der har han forhåbentlig taget sig bedre tid til at skrive afsnittene.

Aaron Sorkin: Min nye serie er bestemt ikke for alle

Denne sommer er der premiere på Aaron Sorkins nye dramaserie The Newsroom. Men Sorkin har ikke været ude på at please alle tvseere med sin seneste serie.

- Jeg ved med sikkerhed, at ikke ale vil bryde sig om The Newsroom, siger Aaron Sorkin ifølge All Things D og uddyber:

- Der foregår en masse god historiefortælling på tv, du skal kigge dig omkring for at finde alt det gode.

The Newsroom har premiere på HBO den 24. Juni, og handler om en nyhedsvært, spillet af Jeff Daniels, der er træt af ligegyldige tvnyheder, og som prøver at lave nyhedsdækningen om.

Nyhedshistorierne i The Newsroom er taget fra virkeligheden, men Sorkin understreger, at der ikke er tale om en parodi på virkelighedens nyhedsstationer som CNN eller MSNBC.

- Men det er kabelnyheder, som dækker rigtige begivenheder der er sket. I det første afsnit vil man opleve at det begynder med begivenheder, som skete for 2 år siden, forklarer Sorkin.

Ud over Jeff Daniels er Emily Mortimer, Dev Patel, Olivia Munn, Jane Fonda, John Gallagher Jr og Allison Pill med i The Newsroom.

Ved siden af arbejdet med The Newsroom bruger Aaron Sorkin kræfterne på at skrive en ny film om Apple-grundlæggeren Steve Jobs.