The West Wing

Anmeldelse: The West Wing får ‘Borgen’ til at ligne lokalpolitik

Den amerikanske præsident er cyklet ind i et træ på en motionstur. 1200 cubanere på flugt fra Fidel Castro og er ved at gå i land i Miami. Den kristne højrefløj kræver blod og fyringer efter de er blevet kaldt skattesnydere på nationalt tv. Der mangler penge i sundshedsministeriet og der er alt for mange i lommerne på magtfulde lobbyister. Det er med andre ord en helt almindelig mandag i det Hvide Hus.

Vi dumper ind i det ovale kontor et års tid efter Josiah Bartlett er blevet valgt som præsident i USA. Det burde egentlig aldrig være sket. For Bartlett har hverken opbakningen eller politikken, der skulle til. Han har mest af alt meldt sig ind i valgkampen for at holde nogle taler og for at sørge for de seriøse konkurrenter ikke slipper for at svare på de svære spørgsmål.

Men takket være en håndplukket gruppe af politiske talenter, med intelligens, offervilje og meget lidt tid til privatlivet, så blev han det alligevel. Og nu er han der så, altså i det hvide hus. Men én ting er at nå dertil – noget helt andet er at få gennemført alle de ting, som i første omgang drev en til at gå efter pladsen.

Seriøs politik og alvorlig underholdning

Fra 1999 til 2006 vandt The West Wing tre Golden Globe priser og 26 Emmy-priser, der er tvbranchens svar på en Oscar. Fire år i træk vandt serien prisen for bedste dramaserie. Det betyder, at The West Wing er den fjerde mest Emmy-belønnede tv-serie nogensinde.
The West Wing fortæller historien om den nyvalgte demokratiske præsident og en håndfuld af hans nærmeste rådgivere, der på enhver given dag slås med alt fra naturkatastrofer, mordforsøg, udenlandske diktatorer og ikke mindst de politiske modstandere.

Serien er skabt af forfatter Aaron Sorkin, der fik ideen ved at brygge videre på sit manuskript til filmen The American President, der har Michael Douglas i hovedrollen. Nogle vil sige, at Sorkin fik smag for at lægge sine ord i munden på verdens mægtigste mand og andre, at han i virkeligheden bare bruger serien som talerstol for sine egne holdninger.
Begge dele er nok i en eller anden grad rigtigt.

Men i kernen handler The West Wing om at ville gøre en forskel, om at betyde noget og om at ville ofre sig for at tjene sit land.

Personerne er omdrejningspunktet

The West Wings omdrejningspunkt er folkene, der arbejder i gangene rundt om det ovale kontor. Stabschef Leo McGarry og vice-stabschef Josh Lyman, Pressesekretær CJ Cregg, Kommunikationschef Toby Zigler og hans højre hånd Sam Seaborn er alle sammen rådgivere for præsidenten. De er klogere end gennemsnittet – og en del mere idealistiske. Men de bliver aldrig perfekte. De har familieproblemer og misbrugsproblemer, de får lyst til at skære moralske hjørner for at nå et mål og så oplever de ofte, at deres klare valg af jobbet som første prioritet koster dem en hel masse på privatkontoen.

Det skifter også en anelse hvem der faktisk er seriens hovedperson. Det er som oftest et ensemble, men ser man på hele serien, er det Martin Sheen som Præsident Bartlett, Allison Janney som Pressesekretæren CJ Cregg og vice stabschef, Joshua Lyman, spillet af Bradley Whitford, der fylder mest.

Præsidenten var i øvrigt tiltænkt en birolle i The West Wing, men som serien skrider frem fylder både han og Præsident-familien stadig mere. Det betyder, at vi hele tiden er tæt på historiens gang; vi er med i rummet når Præsidenten diskuterer militære handlinger eller ombord på Airforce One, når hele holdet rejser USA tyndt. Når man har set serien, er det svært at forestille sig, at det kunne fungere uden den dimension.

Lyst, pligt eller pinligt?

The West Wing er i høj grad forfatter og skaber Aaron Sorkins talerstol. Han insisterer på at hamre fast i hovedet på dig, at det er en nobel beskæftigelse, at tjene din præsident når han spørger dig, og at det at ofre privatlivet i en større sags tjeneste er det hele værd, fordi du er en del af noget større.

I afsnittet And It’s Surely To Their Credit  fra seriens anden sæson, går en del af plottet ud på, at seriens personer diskuterer hvilken af Gilbert & Sullivans klassiske musicals, der handler om at have en følelse af pligtopfyldenhed. Den følelse har alle de bærende personer i The West Wing, det er det, der driver dem og serien fremad – de føler a sense of duty som advokaten Ainsley Hayes udtrykker det i afsnittet. Og det er også det der er seriens omdrejningspunkt.

Det kan godt blive en anelse prædikende og pinligt amerikansk patriotisk fra Aaron Sorkin i længden, men det er der ligesom ingen vej udenom, hvis man vil se The West Wing. Og det er pakket særdeles underholdende og informativt ind i et ret realistisk – omend overfladisk – billede af amerikansk politik.

Den danske USA-kender og underviser i amerikansk politik ved Grundtvigs Højskole, Mads Fuglede, har endda udtalt, at han har brugt The West Wing i sin undervisning, fordi den på mange måder giver et fremragende indblik i den process, der kører bag lukkede døre i det politiske spil. Og det er i sig selv interessant.

Som Præsident Bartletts nærmeste rådgiver Leo MacGarry siger i serien: Der er to ting du ikke skal lade folk se hvordan man laver; pølser og lovgivning. Det sidste får lov lov at opleve i The West Wing.

Politisk prædiken og undervisning på første klasse

Hvor The West Wing insisterer på ikke at tage dig i hånden for at forklare de politiske begivenheder, og forlanger du selv følger med, så bliver du i stedet ske-madet med forestillingen om, at Sorkins holdninger er de rigtige. For eksempel, at de sløje republikanere blokerer for vores demokratiske heltes muligheder for at gøre det rigtige – og at det bare ikke er ok.

Det skal man forlige sig med, og det bliver nemmere, som man får sympati for seriens hovedpersoner, der af et godt hjerte vil løse nogle grundlæggende problemer. Men det er givetvis nemmere, hvis man i forvejen deler de politiske synspunkter, som en demokratisk præsident – og Aaron Sorkin – har.

Men, at Sorkin har taget den beslutning er også en af The West Wings helt store styrker: Der bliver ikke talt ned til publikum for at være sikker på, at alle kan følge med. Det må du selv om. Der er masser af indforståethed, mærkelige forkortelser og på den måde er serien en indføring i – i hvert fald de øvre lag – af amerikansk politik. Du skal være oppe på mærkerne hvis du vil vide hvad der foregår. Bare den mængde forkortelser for forskellige grene af den amerikanske regering der bliver slynget rundt uden forklaring, kan være svære at holde styr på. Men det er også med til at holde serien interessant.

Det er på en måde en uamerikansk måde at lave tv på. Man har ofte følelsen af, at handlingen skal udpensles for seeren, at det skal opsummeres hvem der er bad guy og hvorfor det er noget værre noget. Det lider The West Wing ikke under.

Og fordi serien på andre punkter lægger sig op ad virkeligheden, er det også naturligt, at forfatterne finder masser af inspiration i virkeligheden og historiske begivenheder. Det gælder AIDS epidemi i afrika, USAs forhold til Iran og Nordkorea, slagsmålet mellem Israel og Palæstina og hvorvidt skattedollars skal bruges på at subsidiere kunst og kunstnere. Altså ikke ligefrem feel-good emner, men historier med substans, som får serien til at føles som verdens mest let-spiselige undervisningstime i samfundsfag eller amerikansk politik – bare med bedre skrevet dialog.

Det første er klart det bedste

Aaron Sorkin forlod The West Wing efter seriens fjerde sæson, da han ragede uklar med ledelsen på tvstationen NBC, som sendte serien. Det kan man godt mærke. De sidste tre sæsoner af serien holder ikke helt samme kvalitet som de fire første. Der er ikke den samme nerve, men til gengæld bevæger serien helt generelt ind mod midten og bliver mindre kontroversiel.

De første sæsoner 4 sæsoner er sprængfyldt med den kvikke dialog som Sorkin er så kendt for – også de nu klassisk walk-and-talk sekvenser, hvor der bliver gået og snakket i højt tempo. Både de enkelte afsnit af serien og den generelle sammenhæng holder høj klasse. Personer udvikler sig og deres indbyrdes forhold gør det samme. Det er det, der får én til at vende tilbage.

Særligt de 2 første afsnit i sæson 2 holder usædvanlig høj klasse. Da The West Wing begynder dumper vi ind efter præsidenten har siddet på posten i et års tid. Men i de første afsnit af sæson 2 får vi nogle store flashback-bidder af historien om hvordan det hele gik til – i skyggen af en dramatisk begivenhed.

De to In The Shadow Of Two Gunmen afsnit er noget af det bedste The West Wing har at byde på. Ja, det er måske nok noget af det mest medrivende og skarpe tv-drama, der overhovedet er lavet.

The West Wing ville aldrig blive lavet nu

The West Wing er blevet kaldt serien, der aldrig ville se dagens lys på landsdækkende amerikansk tv nu. Til det er det politiske klima i USA simpelthen blevet for polariseret og det er umuligt at tale om politik på samme måde som i 1999.
Og det måske nok sandt, men det er også rigtig synd.

For The West Wing er først og fremmest underholdning, med intelligent og kvik dialog, personer man ikke kan lade være med at spejle sig i, og en indbygget følelse af, at man er med på holdet hvor man gør en forskel. Den der forskel vi alle sammen gerne vil gøre, hvis vi bare lige var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Hvis vi var lidt klogere. Hvis vi turde lidt mere. Og ville give lidt mere af os selv.

Borgen er West Wing light

Politisk drama er ikke den nemmeste genre at holde interessant og vedkommende. Og da slet ikke hvis man oven i købet har ambitioner om at uddanne sine seere. Hvor den fine danske serie Borgen ofte skøjter lidt let hen over overfladen og scorer point på den familieorienterede stil, så er der ikke det samme på spil, som i The West Wing. Måske får Birgitte Nyborg et nyt parti stablet på benene samtidig med hun formår at holde fast i sin kæreste. Måske ikke. Men det kunne ligeså godt udspille sig alle mulige andre steder. Borgen har ikke den samme dybde, der ikke den samme insisteren og idealisme som i The West Wing.

Måske er det heller ikke en fair sammenligning. Men faktum er, at The West Wing sætter standarden for politisk drama – når vi taler en relativt let spiselig udgave hvor de fleste kan være med.

Og så er det altså bare sjovt, at præsidenten er cyklet ind i et træ. At man hopper på en historie om at der er gemt atom-missiler gemt under rosenhaven i det Hvide Hus, eller at man er uenige om  hvilken Gilbert & Sullivan musical, der handler om ære. (Pssst, det er dem alle sammen).

For The West Wing er engagerende, intelligent, har humor, er fabelagtigt forfattet og instrueret, har usædvanlig høj production value og så er den umulig at flå ud af dvd-afspilleren igen, når man først har overgivet sig. Jeg ved hvad jeg taler om, for der er 156 afsnit af The West Wing og jeg har set dem alle sammen. 3 gange.

White Collar snupper CSI: Miami-stjerne

Du kender hende formentlig som enten Calleigh Duquesne fra CSI: Miami. Eller måske som Ainsley Hayes fra The West Wing.

Men snart skal du vænne dig til at se Emily Procter som ny chef for FBIs White Collar Division i New York i hitserien White Collar.

Emily Procter er nemlig blevet castet til en rolle som Peter og Neals nye chef, den pragmatiske og ekstremt ambitiøse Assistant Special Agent in Charge Amanda Callaway, i USA Networks populære serie White Collar. Det skriver Tvguide.com.

Rollen som den ærgerrige og viljestærke Special Agent bliver kastet ind i seriens fjerde sæson for at prøve at holde lidt styr på de to kreative hovedpersoner, FBI-agenten Peter (Tim DeKay) og hans ‘konsulent’ Neal (Matt Bomer). Emily Procter skal spille Amanda Callaway i indtil videre to episoder af White Collar, men eftersom hun er fri på markedet, er det oplagt at bruge hende i flere afsnit.

Emily Procter havde nemlig en af de helt store roller i CSI: Miami, som CBS i maj besluttede at lukke efter ti succesfulde sæsoner.

Er der gang i hemmelige optagelser en West Wing film?

Joshua Malina, der spillede rollen som Will Baily i de senere sæsoner af The West Wing, har luftet rygter om at der er gang i en West Wing film.

På twitter har Malina postet et billede fra optagelserne, hvor man kan se de to skuespillere Bradley Whitford (Joshua Lyman) og Allison Janney (CJ Cregg) fra The West Wing, sammen med følgende besked;

- Jeg kan ikke sige hvilket super hemmeligt set jeg er på lige nu, men det rimer på bwest bwing bmovie.

Billedet som Joshua Malina har lagt op på twitter

Senere skrev Malina også; Denne gang er det alvor, folkens. Den besked blev fulgt af endnu et billede af West Wing skuespillere, denne gang Bradley Whitford og Richard Schiff.

Folkene fra The West Wing mødtes sidst for et par måneder siden for at lave en parodi på deres berømte walk-and-talk scener, der er West Wing-skaber Aaron Sorkins varemærke. Videoen blev lavet sammen med humorwebsitet Funny Or Die – sen den i bunden af historien.

Richard Schiff, der spillede Toby Ziegler, har også bekræftet på twitter, at han er i gang med noget West Wing relateret, uden dog at nævne, at der skulle være gang i en film.

Der er ikke officielt meldt noget ud om en West Wing film, eller et specielt gensyns-afsnit.

Joshua Malina har fået fast arbejde på den nye serie Scandal, der fik fin succes med en kort første sæson op til sommerferien og som vender tilbage senere i år. Så der er nok ikke tale om nogen permanent West Wing genforening.

 

Matthew Perry: Min nye serie er langt bedre end Mr. Sunshine

Venner-stjernen insisterer på, at hans kommende serie Go On, er langt bedre end hans seneste komedie, Mr. Sunshine.

Matthew Perry lavede selv serien Mr. Sunshine sidste år, men den overlevede kun en håndfuld afsnit, før den blev hevet af programmet igen.

Til efteråret giver Matthew Perry tv-komedie endnu en chance med Go On, hvor han spiller radioværten Ryan King, der har svært ved at komme sig over tabet af sin kone, og derfor går i gruppeterapi, hvor han møder en masse sære mennesker.

Det er Venner-forfatteren Scott Silveri, der har skabt Go On og det er blandt andet derfor den nye serie er bedre end Mr. Sunshine.

- Scott er bare en bedre forfatter end jeg er. De gode og dårlige nyheder er, at Scott har skabt et tvshow til mig, som er bedre end det jeg selv kunne lave, siger Matthew Perry.

Man kan roligt sige, at Matthew Perry har brug for et hit. For siden han blev færdig med Venner i 2004, har han godt nok lavet tv, men ingen af hans forsøg har varet specielt længe.

Perry spillede en større gæsterolle i The West Wing, som endte efter et par afsnit. Bagefter var han med i Aaron Sorkins Studio 60 On The Sunset Strip, der lukkede efter den første sæson. Og så var der altså Mr. Sunshine, der kun klarede knap en halv sæson sidste år, før den lukkede.

 

Aaron Sorkin: Min seneste serie var dårligt skrevet

Forfatter Aaron Sorkin fortryder sin seneste serie, Studio 60 On The Sunset Strip. Han var ikke i topform da han skrev den og derfor var manuskripterne ikke af en ordentlig kvalitet.

- Jeg kunne mærke, mens jeg skrev manuskriptet, at jeg ikke ramte hovedet på sømmet, som en tømrer ville sige. Jeg brugte hele den første sæson på at finde den rigtige rytme, fortæller Aaron Sorkin til Vulture.

Studio 60 fik kun den ene sæson på tv før NBC trak stikket. Sorkin havde ellers fået Bradley Whitford fra The West Wing og Matthew Perry fra Friends ombord på serien i hovedrollerne, men det var ikke nok til at holde på seerne.

Og Sorkin mener, at det er langt sværere at skrive den slags serier han laver, end en typisk politi-serie.

- Når du skriver sådan en serie er det bare utilgiveligt. Der er en langt smallere succesmargin end hvis du starter med en død mand og ender med personen, der har slået ham ihjel. Hvis du vil være så ambitiøs med din præmis som jeg er med mine serier, skal man skrive dem rigtig godt. Og det gjorde jeg bare ikke med Studio 60, forklarer Sorkin.

Aaron Sorkins nye serie hedder The Newsroom og har premiere i slutningen af juni. Og der har han forhåbentlig taget sig bedre tid til at skrive afsnittene.

Scandal: En af stjernerne kommer ikke tilbage i sæson 2

En af de positive bekendtskaber i den netop overståede tvsæson var serien Scandal, som debuterede sent og kun nåede syv afsnit. Men det var nok til, at serien blev forlænget med endnu en sæson, som efter planen skal begynde til efteråret.

Men det er ikke hele rollebesætningen, som blandt andet tæller Joshua Malina, Kerry Washington og Tony Goldwyn, der får lov at komme tilbage når den 13 afsnit lange sæson to af Scandal skal optages.

Henry Ian Cusick, som spillede en større rolle som Desmond Hume i de senere sæsoner af Lost, har nemlig ikke fået sin Scandal-kontrakt forlænget. Men det er nu ikke fordi han har gjort det dårligt.

- Henry Ian Cusick er sådan en fantastisk fyr. Men som serien udvikler sig er hans rolle mindre og mindre med og det fortjener han ikke. Så jeg føler ikke jeg vil holde ham tilbage fra at lave andre ting, fortæller skaberen af Scandal, Shonda Rhimes, til tvguide.com.

Det lyder unægtelig som en noget dårlig forklaring, men det er dog tydeligt, at Cusics rolle som advokaten Stephen Finch blev mærkbart mindre som første sæson af Scandal skred frem.

Scandal handler om Olivia Pope, der er specialist i at fikse problemer for højt profilerede klienter – herunder den amerikanske præsident. Til sin rådighed har hun et hold af dygtige medarbejdere med hver deres spidskompetencer. Sæson 1 af Scandal har vært vist herhjemme fra Kanal 4.

En anden af skuespillerne i Scandal er til gengæld blevet forfremmet, frem mod den ny sæson. Joshua Malina, kendt fra The West Wing, er nemlig blev opgraderet fra en mindre tilbagevendende rolle til at han får en fast plads i sæson 2 af Scandal.

Tvkanalen ABC har foreløbig bestilt 13 afsnit mere af Scandal til sæson 2.