For snart 12 år siden debuterede CSI: Crime Scene Investigation med William Petersen og Marg Helgenberger i de to hovedroller.
Men i løbet af de sidste par år er der sket en større udskiftning på rollelisten i verdens mest sete dramaserie, CSI.
Først sagde William Petersen i 2009 farvel til serien og sin rolle som Gil Grissom, der blev erstattet af Hollywood-stjernen Laurence Fishburne. Nu har Fishburne også sagt farvel og er blevet erstattet af Ted Danson.
Til januar forlader så også Marg Helgenberger sin rolle som Cahterine Willows i superserien. Helgenberger har igennem længere tid fortalt til flere medier, at hun efter snart 12 år gerne vil prøve noget nyt, så hendes afsked kommer ikke som det store chok. Det forventes dog, at Helgenbergers farvel ikke er definitivt, da CBS har udtalt, at hendes karakter kommer til at vende tilbage ti serien med jævne mellemrum.
Nu er CBS så klar med Helgenbergers afløser, der er fundet i form af Elisabeth Shue. Det skriver normalt velunderrettede Deadline.com.
Den nu 48-årige Shue fik sit gennembrud som kæreste til Daniel ‘Daniel-san’ Larusso i den Oscar-nominerede karate-film, Karate Kid, helt tilbage i 1984. Sidenhen har Elisabeth Shue haft en fornuftig filmkarriere, der blandt andet gav hende selv en Oscar-nominering for dramaet Leaving Las Vegas (Nicolas Cage) i 1995, ligesom hun har været med i Hollow Man (med Kevin Bacon).
De sidste par år har der dog været relativt stille omkring Elisabeth Shue, der med sin rolle i CSI for alvor må forventes at vende tilbage til spotlyset i Hollywood.
I CSI skal hun spille en ret hidsig agent, der ankommer til enheden lige fra et anger management kursus. Hendes karakter har tidligere arbejdet sammen med den nye teamchef D.B. Russel (Ted Danson), der endda fyrede hende, da hun arbejdede for ham ved politiet i Seattle.
Elisabeth Shue får sin CSI-premiere til februar.
