Pan Am er måske slet ikke færdig alligevel

Efter en stærk begyndelse så tabte 60’er serien Pan Am pusten og seernes gunst efter 10 afsnit. Så selvom der er salg i historier fra 60’ernes USA blev Pan Am lukket efter bare 14 episoder var sendt.
Men bare fordi serien ikke har fundet et publikum på traditionelt tv betyder det ikke at den ikke kan få succes online. Og det er Amazon.com nu ude på at afprøve.
Amazons streamingtjeneste har allerede vist de første 14 afsnit, men der er også stor interesse for at overtage serien og lave en helt ny anden sæson.
Derfor har Amazon indledt forhandlinger med produktionsselskabet Sony Pictures Television, der ejer rettighederne til Pan Am. Det skriver deadline.com.
Amazon er angiveligt ivrig efter at lave sine egne tvserier, ligesom de rivaliserende streaming tjenester Hulu og Netflix er i gang med at gøre det.
Tidligere på året vandt Pan Am den præstigefyldte Golden Rose pris, ved festivalen Rose d’Or. Derfor var det ventet af en amerikansk kabel-kanal ville samle Pan Am op, men nu ligner det i stedet en online afgang for serien.
To af skuespillerne i Pan Am har gang i nye tvprojekter, men kun superhelte-serien Arrow, der har Colin Donell på rollelisten, er endnu blevet til noget. Donell har en mindre rolle i Pan Am. Karine Varnasse, der spiller Colette i Pan Am, har forsøgt sig med serien Scruples, men den er blevet afvist af kanalen ABC.