Star Wars tvserie bliver som filmene - på steroider

Star Wars universet har allerede fyldt seks film, masser af bøger og tegneserier og en animeret tvserie kaldet Clone Wars. Men nu begynder en rigtig tvserie at tage form. Og det bliver ikke kedeligt.
– Star Wars Underworld bliver som filmen The Empire Strikes Back – bare på steroider, siger Rick McCallum, der har været producer på Star Wars og er med til at udvikle tvserien.
For ikke så længe siden var det McCallum, der bekræftede titlen, Star Wars Underworld og fortalte, at serien ville indeholde smuglere, gangstere og dusørjægere.
– Serien er meget mørkere end filmene, meget mere som en voksen serie. Når det gælder temaerne, karaktererne og alt det de skal igennem, så tror jeg tvserien bliver den mest faktastiske del af hele Star Wars universet, siger McCallum til Collider.com.
Der går mindst ét eller to år inden produktionen af Star Wars Underworld kan begynde, men så kan vi glæde os til en serie, der minder om westernserien Deadwood – bare ude i rummet. Udfordringen er, at George Lucas vil fylde serien med ekstraordinære digitale karakterer, og det er for dyrt til tv lige nu.
Star Wars Underworld skal laves på et budget, der gør det rentabelt at sende serien i tv. Det kræver en billigere måde at lave digitale figurer på, og det er ikke klar før om et par år, spår Rick McCallum.
– I spillefilm kræver det i dag over hundrede mennesker for at lave en udførlig digital figur, som er på skærmen i måske 40 minutter. Det kunne være figurer som Gollum i Ringenes Herre eller Jar Jar fra de tre nye Star Wars film, forklarer Rick McCallum.
– Det ender med at være en figur som koster 20-30 millioner dollars for én karakter. Det er vores problem; hvordan kan vi gøre det billigere? Det er ikke en udfordring jeg tror vi kan løse de næste to år. Det bliver et lidt mere langsigtet mål, forklarer McCallum.