Sylvester Stallones action-brag The Expendables på vej som serie

Ikke ret mange film er med succes blevet til tvserier, men det stopper ikke produktionsselskabet Lionsgate fra at prøve endnu en gang. Derfor arbejder selskabet med at omdanne flere succesfulde film til tvserier.
I 2010 samlede Sylvester Stallone alle de afdankede action-vrag han kunne finde og lavede en film, der mest af alt handlede om at gense Stallone, Dolph Lundgren og mange flere – og så om at sprænge ting i luften. Den film hed The Expendables. Den får en 2’er i år og nu måske en tvserie.
The Expendables er den mest prominente film på listen over serier som Lionsgate overser at lave. Men også filmen RED, der handler om en flok pensionerede agenter, der skal forsvare sig en sidste gang, er i spil. RED havde Bruce Willis, Helen Mirren, John Malkovich og Morgan Freman på rollelisten.
Begge ideer smager lidt af den hedengangne serie The A-Team, om en flok tidligere soldater, der kører rundt i en varevogn og hjælper tilfældige mennesker med deres problemer.
Men der er også en ide til et lidt yngre publikum. Dansefilmene Step Up er nemlig også under overvejelse til at blive til en serie. Der er allerede kommet tre film i Step Up-serien, og der kommer en fjerde i år.
Der er ikke givet grønt lys til nogen af de tre serier endnu. Men Lionsgate overvejer flere muligheder, som de har fået efter de har købt Summit Entertainment, der lå inde med rettighederne til filmene.