Mr Robot er et realistisk bud på en moderne superhelt, der ikke har overnaturlige muskler eller tætsiddende dragt med kappe

Mr Robot Sæson 1
5 Karakter
Karakter

Superhelte fylder efterhånden det hele i både film og serier. Og de er – mere eller mindre – alle sammen konstrueret over den samme model af muskuløse mænd og spændstige kvinder med overnaturlige evner. Men i vores virkelighed, ville man så ikke kunne gøre en meget større forskel ved en computerskærm, end i en farverig kappe?

Det tror serien Mr. Robot er tilfældet. Derfor er seriens hovedperson også en splejset, sky enspænder, med særdeles hurtige fingre, og minimale overarme.

Med keyboardet som våben

Elliot Alderson er it-sikkerhedskonsulent. Og så er han depressiv og dårlig til at omgås andre mennesker. Derfor foregår meget af hans liv foran en skærm, hvor han selv er i fuld kontrol. Det er den måde han kommer i kontakt med mennesker på. Han hacker dem, for eksempel. Bare for at finde ud af hvad de er for nogen. Og når han opdager én, der prøver at skjule onde hensigter bag firewalls og passwords, så tager han selv affære og udstiller dem. En slags cyber-selvtægtsmand.

Elliot får pludselig mulighed for at slå til mod det verdensomspændende konglomerat E Corp. De er så store, at de er over alt, siger Eliot, der konsekvent kalder dem for Evil Corp. Den gunstige position for at slå til mod Evil Corp gør at han kommer i kontakt med den mystiske Mr. Robot. Han vil rekruttere Elliott til sin anarkistiske hacker-gruppe, fsociety, der gør det samme som Elliott, bare i langt større skala.

Domo arigato, Mr Robot

Derfra tager løjerne fart og det er spændende at være med på rejsen. Ikke mindst fordi Elliot er fascinerende som en moderne superhelt, med massive psykologiske problemer. Jo, jagten på Evil Corp er interessant, men det er mindst lige så spændende at følge Eliot, spillet mesterligt af Rami Malik, som han prøver at navigere sociale konventioner og sine egne dæmoner. Fsociety bliver ført an af Christian Slater, der spiller Mr. Robot, og som har samlet en flok utilpassede hackere, og givet dem et fælles mål.

Mr. Robot foregår meget i den digitale verden, men fungerer klart bedst, når den er i sit mest menneskelige hjørne. Rami Malek er seriens største aktiv, og hans jagt på online-retfærdighed er både nem at relatere til, og han gør det nemmere at sluge den politiske agenda, der lurer under overfladen hele tiden.

Masser af danske islæt i Mr Robot

Første afsnit af Mr. Robot er instrueret af danske Niels Arden Oplev, der formår at få hacker-scenerne, med en gut der stirrer ind i en skærm mens han taster højhastigheds-volapyk, til at være nærværende og spændende. Christian Slater er tilpas kantet og drillende nok til at gøre rollen som Mr. Robot interessant.

Og så dukker der pludselig nordiske gloser op i serien. Elliots modstander fra Evil Corp bliver spillet af svenske Martin Wallström og hans kone bliver spillet af danske Stephanie Corneliussen. De to undlader ikke at tale deres respektive modersmål, når de er alene.

Mr. Robot er en moderne sci-fi-noir thriller, med en blændende hovedrolle, et interessant univers og en langt mere relevant tilknytning til virkeligheden, end de spandex-klædte tegenseriehelte, der ellers er standarden for hvordan en superhelt ser ud.

Hvem: Rami Malek, Christian Slater, Martin Wallström og Stephanie Corneliussen

Hvad: Mr Robot, 13 afsnit. USA Network.

Hvor: Se Mr. Robot på Viaplay.dk

Kategorier: Anmeldelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *