Forbind med tvserie.dk
The Newsroom på HBO The Newsroom på HBO

Anmeldelser

Tak for i aften, Will McAvoy og The Newsroom

HBO serien The Newsroom er endegyldigt slut, efter sidste afsnit i den forkortede sæson 3. Tilbage står en ujævn forestilling, der aldrig konsekvent fik stillet skarpt de rigtige steder.

Udgivet for

den

Will McAvoy er endt som det han foragter allermest. Han har opgivet sin journalistiske-ambitioner, for at sole sig i høje seertal. Og han ved det godt. Han er ikke den værdige aftager til nyhedslegenderne Murrow og Cronkite, som han drømte om at blive. Lange historier om vejret, det nye på YouTube og interviews med Hollywood stjerner har afløst kritiske spørgsmål til politikere og bankfolk. Men er det for sent? Kan han redde stumperne og blive det ideal han har potentialet til, og som han skylder sig selv at blive?

The Newsroom har hjertet på rette sted

I løbet af tre sæsoner fortæller The Newsroom hvordan Will MacAvoy flytter både sig selv og sin nyhedsudsendelse fra metervare, til at sætte standarden for nyheder på amerikansk tv. Men i virkeligheden handler The Newsroom om hvordan det der er godt, sandfærdigt og moralsk, slås mod det nemme, letfordøjelige og ligegyldige.

For det handler Aaron Sorkins tv-serier altid om, og det er altid Sorkin der skriver det hele. Desværre for The Newsroom, så smutter fokus lige så ofte, som det lykkes at stille skarpt de rigtige steder.

The West Wing på nye flasker

Formlen i The Newsroom er den som Aaron Sorkin har brugt flere gange, og som fungerede fremragende i The West Wing. Velmenende, intelligente og retfærdige hovedpersoner slås mod dumheden og de indre dæmoner, som holder dem fra at forløse det potentiale, de så inderligt brænder for at lukke op for.

The West Wing når et skæbnepunkt i slutningen af sæson et, da Præsident Bartlet endelig bestemmer sig for at glemme frygten for at forarge nogen og risikere ikke at blive valgt til præsident i endnu en periode. Sandheden er vigtigere end præsidentposten, Lad Bartlet være Bartlet – uden filter.

I The Newsroom handler første sæson også om at få Will MacAvoy nulstillet. Så han klar over, at hans vigtigste opgave er at informere de amerikanske vælgere om hvordan deres folkevalgte forvalter deres mandat. Ikke hvilke kattevideoer der er populære i dag. Og det gør han vel vidende at han satser sit job og sin popularitet på projektet.

Projektet er vigtigere end manden. Idealet er vigtigere end omstændighederne. Sådan er det i Sorkin-universet og på den måde ligner de to serier hinanden.

Aaron Sorking skriver stadig hamrende god dialog i The Newsroom

Med Sorkins egne ord er alle de figurer han skriver, i et eller andet omfang, baseret på hans far. Han genbruger episode-titler, vendinger, karakterer og hele sætninger fra sine tidligere serier, der altid foregår på en utraditionel arbejdsplads. Og det gør han fordi det altid er den samme historie han fortæller, når han laver tv.

Som The West Wing beviser, kan det være medrivende og elegant tale-tv som ingen andre kan lave det. Særligt i dialogen mellem hovedpersonerne lever The Newsroom. Også selvom en del af samtalerne ender som monologer. De er stadig særdeles godt skruet sammen.

For selvom The Newsroom er lige så propfuld af idealisme, høje tanker om fællesskab og pligtfølelse som Sorkin plejer at sine serier, så lider serien af en manglende rød tråd. Første sæson handler om hvordan Will vågner fra sin seertals-blunder og få fokus tilbage på nyhederne, og hvert afsnit er bygget op om en virkelig nyhedshistorie. I sæson to dropper Sorkin sin formel, og satser på én lang historie hovedpersonerne imellem. Sæson tre handler mest af om hvorvidt News Night lukker eller lever videre.

Derfor bliver fortællingen meget fragmenteret og ikke en sammenhængende historie. Når The Newsroom er er godt, som i de første 10 minutter af første afsnit for eksempel, så er der ingen serier der gør det bedre.

I længden bliver idealismen for meget for virkeligheden i The Newsroom. Personerne bliver éndimensionelle og utroværdige, fordi de kun er gode, ærlige og rene. Kvinderne har ingen pondus og lever gennem deres mænd. Mændene kan være dumme, men mest fordi de tager de svære beslutninger og derfor er undskyldt.

Idealet vinder over virkeligheden i The Newsroom

Aaron Sorkin er forelsket i idealet. I at kaldet og pligtfølelsen er stærkere end menneskets natur – eller bør være det. Og i The Newsroom er der for langt fra virkeligheden til idealet.  Der bliver smurt alt for tykt på og dem der mener noget andet end vores helte, er ikke værd at bruge tid på. Speaking truth to stupid, som en af karaktererne siger det i første sæson.

Det betyder ikke, at The Newsroom ikke er værd at se. Slet ikke. Når Aaron Sorkin er i form, flyder dialogen som musik og billederne følger med, som var det en actionfilm, hvor hovedpersonerne duellerer på ord. De første 10 minutter af første afsnit er vanvittigt gode og sætter en vedkommende tone – det er Aaron Sorkin når han er bedst. I The Greater Fool, sidste afsnit i sæson ét, samler The Newsroom trådende fra hele sæsonen op, og det der startede det hele, afslutter det også. Elegant.

I sæson 2 er afsnittet ”News Night With Will McAvoy” det bedste. Masser af historier krydser hinanden og The Newsroom har haft mange af sine bedste øjeblikke når handlingen forgår under produktionen af den nyhedstime, det hele handler om.

The Newsroom er Aaron Sorkins talerstol. Og han har ikke meget tvivl i stemmen. Det kunne ellers godt klæde ham med lidt sund skepsis. Det kunne i hvert fald klæde hans karakterer, at de oftere var i tvivl, at de satsede uden at vide det havde retten på deres side. Det lykkes i The West Wing, men mangler ofte i The Newsroom.

Vil du have den rene Sorkin-vare, så skal du have fat i de to første sæsoner af The West Wing. Så er The Newsroom en ringere kopi. Er det så dårligt? Nej, det er det ikke. I glimt er det faktisk fremragende. Men kvaliteten holder ikke til genudsendelser.

Anmeldelser

Mindhunter på Netflix genopfinder langsomt politi-krimien

Sæson 1 af Mindhunter på Netflix genopfinder på sin egen måde politi-krimien, ved at holde personerne på føresædet og lade kriminalsagerne sidde bagi.

Udgivet for

den

(c) Netflix

Mindhunter, Netflix

Hvem kom egentlig på beskrivelsen seriemorder – eller serial killer på engelsk? Det gjorde en håndfuld FBI agenter I slutningen af 1970’erne. For der begynder FBI at interessere sig for forbrydere, der har mere end ét mord på samvittigheden. Og sager hvor motivet for mord er svært at gennemskue.

Det er politiets almindelige antagelse, at den slags mordere bare ikke er rigtig kloge. Eller at noget slår klik for dem, når de slår ihjel flere gange.

Men den historie køber den unge agent Holden Ford ikke. Holden har ret godt styr på FBIs fagbøger, men han har mindre held ude i felten. Derfor bliver han mest brugt til at undervise de nye FBI agenter i konfliktløsning. Det er bare ikke helt nok for Holden.

Psykologi er helt nyt for FBI i 1970’erne

Det med psykologiske motiver er nyt og ikke så populært hos FBI. Forbrydere er alle sammen ens i manualens, så der er ingen der tror på værdien af en psykologisk undersøgelse.

Så da det slipper ud på FBI-kontoret, at Holden tror der kan være en psykologisk faktor bag en række bestialske mord, bliver han sendt på landevejen sammen med den rutinerede agent Bill. Bill underviser lokale politimænd i hvordan de skal håndtere sagerne med mudrede motiver, og det skal Holden hjælpe ham med.

Mens de er på landevejen overtaler Holden den noget mere konservative Bill til, at de skal begynde at holde møder med nogle af de mordere, der allerede sidder i fængsel. Altså, for at lære at forstå hvorfor de har myrdet kvinder og børn. Og hvad der driver dem.

Da cheferne på FBI hører om deres lille sideprojekt bliver Holden og Bill ikke populære, men fordi de to samtidig har held til at hjælpe det lokale politi med at løse et par makabre sager, så kan cheferne hjemme på FBI hovedkontoret i Quantico pludselig godt se mere af fidusen.

Derfor får de lov at oprette en adfærdspsykologisk afdeling, der skal undersøge og interviewe de kriminelle, for at lave en manual som resten af FBI kan bruge til at efterforske særlige sager. Det kan de kun gøre ved at forsøge at identificere sig med nogle af de mest notoriske og bestialske mordere USA nogensinde har set.

Mindhunter på Netflix er ikke en gyser – i traditionel forstand

I løbet af 10 afsnit af Mindhunter på Netflix ser du ikke et eneste mord. Du ser knapt nok de steder hvor mordene sker. Men du kommer med ind i hovedet på nogle af dem der har begået mordene.

Og det er faktisk en del mere skræmmende. Specielt på grund af to ting: Dem der spiller seriemorderne og det mesterlige, angsomme og visuelle fortællestil, i Mindhunter på Netflix.

Vi ser glimt af mod sagerne i Mindhunter. Gnidrede sort/hvide fotografier af bestialske mord. Fortællinger fra politimand til politimand. Men det er i samtalerne med seriemorderne, at sagerne bliver levende.

Morderen Ed Kemper (spillet af en fremragende Cameron Britton) forklarer med stor lyst og indlevelse om hvordan han kvaste sin mors kranie med en hammer og skar hovedet af hende. Han gør det med så stor selvfølgelighed og indlevelse, at man kan sidde og blive helt betaget. Det gør både vi og Holden Ford.

Får vi medlidenhed med ham? Nej, ikke rigtig. Men vi opdager nok, at selv en seriemorders omstændigheder ikke er så sort/hvide som vi helst vil gøre dem til. Vi overvejer det i hvert fald. Og det er Mindhunters største sejr.

David Finchers aftryk er overalt i Mindhunter

David Finchers fingeraftryk er overalt på Mindhunter, hvor han har stået for konceptet og instrueret fire af de 10 afsnit. Hans instruktion gør alt for, at vi kommer helt med ind de små rum, hvor morderne fortæller det hele.

Finchers øje for detaljerne og evindelige evne til at lade kameraets bevægelse matche skuespillernes hastighed og mimik betyder, at det føles som om vi sidder med i lokalet, og ikke bag en skærm og kigger på. Fincher har for vane at koordinere skuespillernes bevægelserne og optage en scene 50 gange, hvis det er det der skal til. I Mindhunter på Netflix giver den stil atter pote.

Samtidig er der gjort et stort arbejde for at ramme tøjet, bilerne og restauranternes look fra slutningen af 1970’erne. Det medvirker til, at Mindhunter har en klar filmisk kvalitet over sig – i stil med første sæson af True Detective. De to serier deler også det langsomme tempo.

Det er modigt at lade en krimiserie helt uden actionscener dvæle så meget ved detaljerne. Og det er muligvis kun fordi David Fincher, der står bag seriemorder-filmene Zodiac og Seven, er så fokuseret på detaljerne, at det kan lykkes. Og så fordi skuespillerne præsterer så fornemt som de gør

Der er fremragende nye ansigter i Mindhunter på Netflix

Jonathan Groff, der måske er mest kendt fra musical serien Glee og Disneyfilmen Frost, brænder virkelig igennem som den unge Holden Ford. Han bliver fascineret af seriemorderne, og finder ud af han er god til at forstå dem. Og han vil gerne forstå dem. Han begynder som en renskuret skoledreng, men han får smag for at være ekspert på det nye psykologiske område i FBI.

Holt McCallany spiller glimrende og troværdigt den garvede agent Bill Trench, der er af den gamle skole. Han har ingen interesse i at blive dus med seriemorderne, som Holt gerne vil. På hjemmefronten er hans hustru knust over ikke at kunne få børn, og deres indelukkede adoptivsøn har han efter tre år stadig ikke rigtig forbindelse til. Bill opdager nærmest ikke, at sønnen udviser nogle af de samme træk, som de mordere han sidder og interviewer.

Hanna Gross har den lidt utaknemmelige opgave at spille Holden Fords noget endimensionelle kæreste Debbie. Hun har mest af alt til opgave at være konstant den samme person i hvert afsnit, så vi tydeligt kan se, at Holden begynder at ændre sig.

Så går det nemmere for Anna Torv, som kommer ind midt i sæsonen som Dr Wendy Carr, der skal være med til at gøre FBI enhedens arbejde mere videnskabeligt. Hun bringer en ny dimension med ind i serien, der dog ikke bliver brugt til det store. Det ligner, at hun skal fylde noget mere i sæson 2 af Mindhunter – der allerede er bestilt af Netflix.

Mindhunter genopfinder politi-krimien

Mindhunter genopfinder på sin egen måde den klassiske procedural, ved ikke bare at lade vores hovedpersoner opklare en sag i hvert afsnit. Sagerne er er der, men de er mindre vigtige end personernes udvikling. Mindhunter prioriterer stemning og psykologisk drama over skuddueller og biljagter. Det betyder, at der er noget at komme efter i alle 10 afsnit. Og at der sikkert også er det i den næste sæson, som Netflix allerede har bestilt.

Bare det er David fincher der bringer det ud.

Continue Reading

Anmeldelser

The OA Anmeldelse: Flot men forfejlet fantasyserie

The OA Anmeldelse: For syv år siden forsvinder den 21-årige blinde pige Prairie fra sit hjem. Pludselig dukker hun op på en bro, hun kan se, og kalder sig The OA.

Udgivet for

den

The Oa Anmeldelse: The OA på Netfix
(c) Netflix

Denne The OA Anmeldelse er baseret på første sæson. Siden har Netflix annonceret, at der kommer endnu en sæson af The OA.

For syv år siden forsvandt den 21-årige blinde pige Prairie pludselig fra sit hjem. Ingen har hørt fra hende. Ingen ved hvor nu er.  Pludselig dukker hun op på en bro, som hun skal til at springe ud fra. Og nu kan hun pludselig se.

Det skaber naturligvis en del opstandelse og Prairie, der nu kalder sig selv for The OA, bliver centrum for en mediestorm, og masser af stjålne blikke fra naboerne i den lille forstand hvor hendes adoptivforældre bor.

Hjemme i privaten er forældrene lykkelige for at få Prairie hjem. Men hun fortæller ikke rigtig noget om hvad der er sket i de sidste syv år. Hun siger ikke noget om hvorfor hun kan se igen. Hun siger ikke hvorfor hun vil hedde The OA. Hun har bare store ar på ryggen, og en ubændig trang til at finde en mand hun kalder Homer.

Det vil hun have den lokale high-school bølle Steves hjælp til. Han finder en flok utilpassede unge, mens Prairie selv overtaler en af skolens lærere til at hjælpe hende. De mødes på loftet i et forladt hus, og så begynder Prairie at fortælle den fantastiske historie om hved der er sket i de syv år hun har været væk.

The OA anmeldelse: Smager af Stranger Things, men er det ikke

Sammenligningen med Netflix-hittet Stranger Things er umulig at undgå. Begge Netflix serier kom lidt ud af det blå, de handler om unge i forstaden, der kommer i kontakt med noget magisk og uforklarligt, som omverdenen ikke forstår.

Men der stopper sammenligningen også. For hvor Stranger Things i både look, musik og tanke var dragende og leverede varen, er The OA en mærkelig blanding af byggeklodser, der ikke helt passer sammen.

Bevares, The OA er ikke uden kvaliteter. Der er flere flotte seancer og scener under vejs. Og hele setuppet for Prairies tilbagekomst, og fortællingen om hvad hun har været udsat for, er basalt set interessant. Der er hele tiden nye åbninger i historien, som ligner spændende omveje, man kunne udforske. Det sker bare ikke.

Og så er det er svært at blive klog på om The OA er sci-fi, fantasy, magisk realisme – måske ingen af delene? Den ikke-lineære fortælling gør i hvert fald The OA en bjørnetjeneste: Fordi tid og sted skifter så ofte, bliver stemningen svær at holde fast i. Det er svært at blive draget ind i et univers, der prøver at være fem ting lige meget. Derfor svigter The OA præcis der hvor Stranger Things var stærk; stemningen.

For flade karakterer lider under jagten på et plot

Brit Marling spiller Prairie, og hun har også skrevet serien, så det er gennem hende The OA bliver fortalt. Hendes agenda er svær at blive klog på, når man samtidig sidder og tænker: Når en blind pige kommer tilbage til sit hjem efter syv år, og nu pludselig kan se, så spørger mor og far altså lige hvordan det kan være? Hvor har du været? Hvad skete der? Men det gør man ikke i The OA. For det ville jo løfte sløret for historien for hurtigt.

De andre karakterer i serien kan heller ikke hjælpe med at fange interessen. De er mest af alt karikaturer og arketyper. Bøllen er en bølle. Videnskabsmanden vil ofre alt for sin forskning. Den fortabte lærerinde er fortabt – og ikke så meget andet. Det er Prairies fortælling der er i centrum, og den kommer vidt omkring – uden at få forklaret ret meget.

Det betyder, at du ikke rigtig bliver investeret i nogle af karaktererne. Jo, det er da synd for bøllen, at far vil sende ham på en streng skole, men så skulle han måske holde op med at sælge stoffer, pudse sin hund på fremmede og slå folk ned. Det er kun bøllens lærerinde, som sørger efter tabet af sin bror, der gennemgår noget som ligner en substantiel udvikling i løbet af af The OA – og det er for lidt.

The OA lover meget mere end den holder

Problemet med The OA er, at serien lover meget mere end den kan holde. Du bliver hele tiden stillet i udsigt, at hvis du hænger på ét afsnit mere, så får du hemmeligheden at vide.  Og du vil gerne vide hemmeligheden, ikke?Men hænger du på til slutningen af serien, kan du ikke undgå at føle, at der er blevet snydt på vægten.

Hemmeligheden står simpelthen ikke mål med den investering du skal af med, for at komme i mål.

Det, der lignede et magisk univers, som du har investeret dig i, bliver punkteret med et kig ned i en gammel papkasse med bøger. Det hele var – sat på spidsen – mest af alt en øvelse for at få dig til at se med. Og det lykkes The OA flot med flere steder, men det er ikke i sig selv nok til at føle sig tilfredsstillet efter 8 timer i Prairies prædikende og prætentiøse selskab.

Derfor ender The OA med at føles som om et eksperiment om hvor mange, der gider se med helt til slut. Det kan jeg kun anbefale, at du lader være med. Så ta’ hellere otte afsnit med Mike, Eleven og de andre rødder i Stranger Things.

Hvad: The OA
Hvor: Netflix – Se The OA på Netflix her
The OA Anmeldelse: Flot men forfejlet. The OA holder ikke hvad den lover.

Continue Reading

Anmeldelser

The Magicians på HBO Nordic er blodig alvor

Flyt dig, Harry Potter. Når The Magicians vil være uhyggelig, så er den det virkelig også. Og den skyr ingen emner for at skrue op for frygten.

Udgivet for

den

Bedste serier på HBO: The Magicians

The Magicians, HBO
Sæson 1

Der er mere mellem himmel og jord end man skulle tro. I hvert fald i the Magicians, hvor magiske kræfter er en ret normal del af hverdagen, for dem, der ved hvor de skal kigge. Men The Magicians er ingen letbenet ungdoms-komedie. Eller, det er det sådan set også, men det er mere en fortælling om ondskab, mørke, hævn og om hvad magi kan gøre i de forkerte hænder.

To venner skaber magi

De to barndomsvenner Quentin og Julia brugte skoletiden på at lede efter magien, men de drev det aldrig videre end nogle korttricks og en drøm om engang at rejse til den magiske verden Fillory – et land fra en serie Ringenes Herre-lignende bøger som de begge var fordybet i.

Nu er de i tyverne, og magien er væk. Julia har kastet kræfterne i studierne og det har banet vejen til det prestigefyldte Yale universitet, mens den sky og socialt skæve Quentin har været forbi et mental hospital for at trylle de værste neuroser væk. De havner, ad hver sin vej, til optagelsesprøve på det hemmelige Brakebills universitet, der uddanner få udvalgte til troldmænd- og kvinder.

Slet ikke lige som Harry Potter

Ligesom historien om Harry Potter, er The Magicians en historie om at vokse op. Om at finde ud af hvad du vil og turde gå efter det.

Men her stopper de åbenlyse sammenligninger med Harry Potter så også. Brakebills ligner mere et dansk gymnasium, end det ligner Hogwarts. Der er ikke hyggelige, talende billeder på væggene og flyvende koste. Til gengæld er en hel årgang studerende forsvundet, uden nogen aner (eller vil sige) hvordan. Her kommer magi ikke fra hyggelige ferieminder og krogede tryllestave. Det kommer fra vrede, fra mørke, fra frustrationer. Og fra træning.

Det betyder, at The Magicians på én gang leger med glæden og det forunderlige i noget så særligt som magi findes, og med alt det onde, som kræfterne kan bruges til i de forkerte hænder.

Quentin bliver optaget på Brakebills og Julia bliver afvist. Og mens Quentin går rundt på universitetet og er bange for at blive smidt ud, kan Julia ikke tage på Yale, når hun ved at magi er virkeligt, så hun insisterer på at finde magiske kræfter andre steder. Det betyder, at de to engang så tætte venner tager på hver deres rejse, mod det samme mål.

Magi kommer fra smerte og frustration

På den ene side er The Magicians et forsøg på at se  hvordan vores verden ville se ud, hvis magi var virkeligt, og kunne forklare mange af de ting vi ikke rigtig forstår. På den anden side er det en mørk og grusom fortælling om mord, voldtægt, sindssyge og monstrene under sengen. De gange hvor The Magicians har held til at blande de to dele rigtigt er det et ret fornøjeligt og interessant univers, men i de perioder hvor doseringen er ujævn, bliver serien det også.

Når The Magicians vil være uhyggelig, så er den den virkelig også. Og serien går ikke uden om nogle emner i jagten den uhygge. Men den er samtidig ofte ret ufarlig, når den fortæller historier om parforhold, og følelser, der kommer i klemme.

Det kræver træning og udholdenhed at holde fast i The Magicians. Der er mange karakterer, men ingen af dem er specielt elskelige. I hvert fald i begyndelsen. Der er masser af uforklarede twists og løgne, men det er svært at se sammenhængen. Så du skal slås for at hænge på. Men hvis du gør det, bliver du belønnet med et univers, der ikke er bange for at tage chancer og for at gå sine egne veje.

Hvor de veje fører hen i den næste sæson er det (heldigvis) helt umuligt at sige. Men det er i hvert fald ikke kedeligt at følge med.

Hvem: Jason Ralph (Quentin Coldwater), Stella Maeve (Julia Wicker) Olivia Taylor Dudley (Alice Quinn) Arjun Gupta (Penny) Hale Appleman (Eliot Waugh).

Hvad: Efter at være blevet rekrutteret til et hemmeligt, magisk universitet, opdager en gruppe venner, at den magi de legede med og læste om som børn er virkelig – og langt farligere end de havde troet. 

Baseret på bestseller-bøgerne af Lev Grossman.

Hvor: Oprindeligt lavet af SyFy Channel hvor den fik premiere i slutningen af 2015. Kan ses i Danmark på HBO Nordic.

Continue Reading

Populært