Forbind med tvserie.dk

Anmeldelser

Anmeldelse The Walking Dead: Zombier hærger i meget lovende dramaserie

The Walking Dead gør for zombier hvad Twilight og Tru Blood har gjort for vampyrerne.

Udgivet for

den

Denne anmeldelse af The Walking Dead er baseret på første sæson af serien.

Politimanden Rick vågner på sin hospitalsstue. Alene. Der er noget galt. Hvor er sygeplejersker og læger henne? Og hvorfor er der blod på væggene.

Den lokale politichef kommer til skade da han prøver at stoppe nogle flygtende forbrydere. Da han vågner på hospitalsstuen, er et unormalt fuldskæg og en voldsom tørst det eneste, der fortæller ham, at han har ligget der længe. Alt for længe.

Det første Rick tænker på er familien. Konen og den lille søn, der venter på ham derhjemme. Så han stavrer ud af sygesengen, og ud på gangene. Synet der møder ham er grufuldt. Der er døde kroppe i hjørnerne og grumme skrig bag låste døre. Rick kæmper sig ud af det forladte hospital, og hjem til familiens hus.

Men huset er tomt, og gaderne befolket af noget, der ligner mennesker – men ikke længere er det. Fra da af bliver Ricks liv en uhyggelig blanding af blodig overlevelse og jagten på at finde familien. Eller bare andre overlevende.

The Walking Dead bygger på tegneserier

The Walking Dead er baseret på den grafiske novelle af samme navn. Første udgave udkom i 2003 og serien er nu oppe på 81 noveller. I The Walking Dead er verden er ramt af en epidemi, der forvandler mennesker til blodtørstige dræbermaskiner.

I hovedrollen som Rick Grimes er Andrew Lincoln, den standhaftige og retfærdige politichef, der bliver kastet ud på dybt vand i jagten efter andre overlevende og allerhelst familien. Ricks moralske kompas bliver i den grad sat på prøve i hans forsøg på at overleve, men hans naturlige lederevener gør ham til omdrejningspunkt for serien.

The Walking Dead er både realistisk og fri fantasi på samme tid

The Walking Dead formår at blande en realistisk og virkelig verden med det overnaturlige zombiefænomen. Og det betyder at serien på mange områder er meget realistisk. Alt er som du kender det, der er bare blodtørstige zombier over alt.

Derfor formår The Walking Dead også at blive nærværende og komme tæt på, selvom den store attraktion er de overnaturlige zombier. Man kan ikke lade være med at tænke, at det nok var sådan her det ville se ud, hvis der faktisk kom en horde af zombier forbi.

Især de første par episoder, hvor Rick Grimes skal opdage sin skæbne og begynde at finde ud hvad man egentlig gør i sådan en situation er både skræmmende og underligt tiltrækkende. Som en tydelig drøm man gerne vil opleve, og et mareridt man aldrig håber at vågne op til.

Første sæson af The Walking Dead er fuld af stemning

I slutningen af de første seks afsnit taber The Walking Dead lidt af pusten, eller også er det fascinationen af universet der fortager sig. Men ikke mere end, at man kun kan glæde sig til de næste 13 afsnit i sæson 2.

Der er masser af historie tilbage i materialet og takterne er da også gode nok til, at serien var nomineret til en Golden Globe allerede efter første sæson, og var blandt de ti bedste tv programmer i 2010, på det amerikanske filminstituts årlige liste. Siden da er The Walking Dead gået fra seer-rekord til seer-rekord, og blevet en af de mest populære dramaserier.

Det er den oscar-vindende instruktør og forfatter Frank Darabont, der står bag konceptet i The Walking Dead. Og det gør han med vanlig stilsikkerhed.

For selvom zombierne er hovedattraktionen i The Walking Dead, så er det menneskerne, der er omdrejningspunktet. Hvordan bevarer man sin menneskelighed ovenpå alt der er sket? Hvor er man klar til at gå på kompromis med moralen? Hvad vil du ofre for at nå frem til målet? Og hvad er målet egentlig, hvis alt du kender og elsker er væk?

Der er masser af action og flotte dystopiske scenarier i The Walking Dead. Og der er blod og skræmmende zombier. Det er klart. Men det er stemningen du bliver bidt af.

The Walking Dead
Sæson 1: 6 afsnit.
I hovedrollerne: Andrew Lincoln, Sarah Wayne Callies og Jon Bernal
Kan ses på HBO Nordic

Anmeldelser

Mindhunter på Netflix genopfinder langsomt politi-krimien

Sæson 1 af Mindhunter på Netflix genopfinder på sin egen måde politi-krimien, ved at holde personerne på føresædet og lade kriminalsagerne sidde bagi.

Udgivet for

den

(c) Netflix

Mindhunter, Netflix

Hvem kom egentlig på beskrivelsen seriemorder – eller serial killer på engelsk? Det gjorde en håndfuld FBI agenter I slutningen af 1970’erne. For der begynder FBI at interessere sig for forbrydere, der har mere end ét mord på samvittigheden. Og sager hvor motivet for mord er svært at gennemskue.

Det er politiets almindelige antagelse, at den slags mordere bare ikke er rigtig kloge. Eller at noget slår klik for dem, når de slår ihjel flere gange.

Men den historie køber den unge agent Holden Ford ikke. Holden har ret godt styr på FBIs fagbøger, men han har mindre held ude i felten. Derfor bliver han mest brugt til at undervise de nye FBI agenter i konfliktløsning. Det er bare ikke helt nok for Holden.

Psykologi er helt nyt for FBI i 1970’erne

Det med psykologiske motiver er nyt og ikke så populært hos FBI. Forbrydere er alle sammen ens i manualens, så der er ingen der tror på værdien af en psykologisk undersøgelse.

Så da det slipper ud på FBI-kontoret, at Holden tror der kan være en psykologisk faktor bag en række bestialske mord, bliver han sendt på landevejen sammen med den rutinerede agent Bill. Bill underviser lokale politimænd i hvordan de skal håndtere sagerne med mudrede motiver, og det skal Holden hjælpe ham med.

Mens de er på landevejen overtaler Holden den noget mere konservative Bill til, at de skal begynde at holde møder med nogle af de mordere, der allerede sidder i fængsel. Altså, for at lære at forstå hvorfor de har myrdet kvinder og børn. Og hvad der driver dem.

Da cheferne på FBI hører om deres lille sideprojekt bliver Holden og Bill ikke populære, men fordi de to samtidig har held til at hjælpe det lokale politi med at løse et par makabre sager, så kan cheferne hjemme på FBI hovedkontoret i Quantico pludselig godt se mere af fidusen.

Derfor får de lov at oprette en adfærdspsykologisk afdeling, der skal undersøge og interviewe de kriminelle, for at lave en manual som resten af FBI kan bruge til at efterforske særlige sager. Det kan de kun gøre ved at forsøge at identificere sig med nogle af de mest notoriske og bestialske mordere USA nogensinde har set.

Mindhunter på Netflix er ikke en gyser – i traditionel forstand

I løbet af 10 afsnit af Mindhunter på Netflix ser du ikke et eneste mord. Du ser knapt nok de steder hvor mordene sker. Men du kommer med ind i hovedet på nogle af dem der har begået mordene.

Og det er faktisk en del mere skræmmende. Specielt på grund af to ting: Dem der spiller seriemorderne og det mesterlige, angsomme og visuelle fortællestil, i Mindhunter på Netflix.

Vi ser glimt af mod sagerne i Mindhunter. Gnidrede sort/hvide fotografier af bestialske mord. Fortællinger fra politimand til politimand. Men det er i samtalerne med seriemorderne, at sagerne bliver levende.

Morderen Ed Kemper (spillet af en fremragende Cameron Britton) forklarer med stor lyst og indlevelse om hvordan han kvaste sin mors kranie med en hammer og skar hovedet af hende. Han gør det med så stor selvfølgelighed og indlevelse, at man kan sidde og blive helt betaget. Det gør både vi og Holden Ford.

Får vi medlidenhed med ham? Nej, ikke rigtig. Men vi opdager nok, at selv en seriemorders omstændigheder ikke er så sort/hvide som vi helst vil gøre dem til. Vi overvejer det i hvert fald. Og det er Mindhunters største sejr.

David Finchers aftryk er overalt i Mindhunter

David Finchers fingeraftryk er overalt på Mindhunter, hvor han har stået for konceptet og instrueret fire af de 10 afsnit. Hans instruktion gør alt for, at vi kommer helt med ind de små rum, hvor morderne fortæller det hele.

Finchers øje for detaljerne og evindelige evne til at lade kameraets bevægelse matche skuespillernes hastighed og mimik betyder, at det føles som om vi sidder med i lokalet, og ikke bag en skærm og kigger på. Fincher har for vane at koordinere skuespillernes bevægelserne og optage en scene 50 gange, hvis det er det der skal til. I Mindhunter på Netflix giver den stil atter pote.

Samtidig er der gjort et stort arbejde for at ramme tøjet, bilerne og restauranternes look fra slutningen af 1970’erne. Det medvirker til, at Mindhunter har en klar filmisk kvalitet over sig – i stil med første sæson af True Detective. De to serier deler også det langsomme tempo.

Det er modigt at lade en krimiserie helt uden actionscener dvæle så meget ved detaljerne. Og det er muligvis kun fordi David Fincher, der står bag seriemorder-filmene Zodiac og Seven, er så fokuseret på detaljerne, at det kan lykkes. Og så fordi skuespillerne præsterer så fornemt som de gør

Der er fremragende nye ansigter i Mindhunter på Netflix

Jonathan Groff, der måske er mest kendt fra musical serien Glee og Disneyfilmen Frost, brænder virkelig igennem som den unge Holden Ford. Han bliver fascineret af seriemorderne, og finder ud af han er god til at forstå dem. Og han vil gerne forstå dem. Han begynder som en renskuret skoledreng, men han får smag for at være ekspert på det nye psykologiske område i FBI.

Holt McCallany spiller glimrende og troværdigt den garvede agent Bill Trench, der er af den gamle skole. Han har ingen interesse i at blive dus med seriemorderne, som Holt gerne vil. På hjemmefronten er hans hustru knust over ikke at kunne få børn, og deres indelukkede adoptivsøn har han efter tre år stadig ikke rigtig forbindelse til. Bill opdager nærmest ikke, at sønnen udviser nogle af de samme træk, som de mordere han sidder og interviewer.

Hanna Gross har den lidt utaknemmelige opgave at spille Holden Fords noget endimensionelle kæreste Debbie. Hun har mest af alt til opgave at være konstant den samme person i hvert afsnit, så vi tydeligt kan se, at Holden begynder at ændre sig.

Så går det nemmere for Anna Torv, som kommer ind midt i sæsonen som Dr Wendy Carr, der skal være med til at gøre FBI enhedens arbejde mere videnskabeligt. Hun bringer en ny dimension med ind i serien, der dog ikke bliver brugt til det store. Det ligner, at hun skal fylde noget mere i sæson 2 af Mindhunter – der allerede er bestilt af Netflix.

Mindhunter genopfinder politi-krimien

Mindhunter genopfinder på sin egen måde den klassiske procedural, ved ikke bare at lade vores hovedpersoner opklare en sag i hvert afsnit. Sagerne er er der, men de er mindre vigtige end personernes udvikling. Mindhunter prioriterer stemning og psykologisk drama over skuddueller og biljagter. Det betyder, at der er noget at komme efter i alle 10 afsnit. Og at der sikkert også er det i den næste sæson, som Netflix allerede har bestilt.

Bare det er David fincher der bringer det ud.

Continue Reading

Anmeldelser

The OA Anmeldelse: Flot men forfejlet fantasyserie

The OA Anmeldelse: For syv år siden forsvinder den 21-årige blinde pige Prairie fra sit hjem. Pludselig dukker hun op på en bro, hun kan se, og kalder sig The OA.

Udgivet for

den

The Oa Anmeldelse: The OA på Netfix
(c) Netflix

Denne The OA Anmeldelse er baseret på første sæson. Siden har Netflix annonceret, at der kommer endnu en sæson af The OA.

For syv år siden forsvandt den 21-årige blinde pige Prairie pludselig fra sit hjem. Ingen har hørt fra hende. Ingen ved hvor nu er.  Pludselig dukker hun op på en bro, som hun skal til at springe ud fra. Og nu kan hun pludselig se.

Det skaber naturligvis en del opstandelse og Prairie, der nu kalder sig selv for The OA, bliver centrum for en mediestorm, og masser af stjålne blikke fra naboerne i den lille forstand hvor hendes adoptivforældre bor.

Hjemme i privaten er forældrene lykkelige for at få Prairie hjem. Men hun fortæller ikke rigtig noget om hvad der er sket i de sidste syv år. Hun siger ikke noget om hvorfor hun kan se igen. Hun siger ikke hvorfor hun vil hedde The OA. Hun har bare store ar på ryggen, og en ubændig trang til at finde en mand hun kalder Homer.

Det vil hun have den lokale high-school bølle Steves hjælp til. Han finder en flok utilpassede unge, mens Prairie selv overtaler en af skolens lærere til at hjælpe hende. De mødes på loftet i et forladt hus, og så begynder Prairie at fortælle den fantastiske historie om hved der er sket i de syv år hun har været væk.

The OA anmeldelse: Smager af Stranger Things, men er det ikke

Sammenligningen med Netflix-hittet Stranger Things er umulig at undgå. Begge Netflix serier kom lidt ud af det blå, de handler om unge i forstaden, der kommer i kontakt med noget magisk og uforklarligt, som omverdenen ikke forstår.

Men der stopper sammenligningen også. For hvor Stranger Things i både look, musik og tanke var dragende og leverede varen, er The OA en mærkelig blanding af byggeklodser, der ikke helt passer sammen.

Bevares, The OA er ikke uden kvaliteter. Der er flere flotte seancer og scener under vejs. Og hele setuppet for Prairies tilbagekomst, og fortællingen om hvad hun har været udsat for, er basalt set interessant. Der er hele tiden nye åbninger i historien, som ligner spændende omveje, man kunne udforske. Det sker bare ikke.

Og så er det er svært at blive klog på om The OA er sci-fi, fantasy, magisk realisme – måske ingen af delene? Den ikke-lineære fortælling gør i hvert fald The OA en bjørnetjeneste: Fordi tid og sted skifter så ofte, bliver stemningen svær at holde fast i. Det er svært at blive draget ind i et univers, der prøver at være fem ting lige meget. Derfor svigter The OA præcis der hvor Stranger Things var stærk; stemningen.

For flade karakterer lider under jagten på et plot

Brit Marling spiller Prairie, og hun har også skrevet serien, så det er gennem hende The OA bliver fortalt. Hendes agenda er svær at blive klog på, når man samtidig sidder og tænker: Når en blind pige kommer tilbage til sit hjem efter syv år, og nu pludselig kan se, så spørger mor og far altså lige hvordan det kan være? Hvor har du været? Hvad skete der? Men det gør man ikke i The OA. For det ville jo løfte sløret for historien for hurtigt.

De andre karakterer i serien kan heller ikke hjælpe med at fange interessen. De er mest af alt karikaturer og arketyper. Bøllen er en bølle. Videnskabsmanden vil ofre alt for sin forskning. Den fortabte lærerinde er fortabt – og ikke så meget andet. Det er Prairies fortælling der er i centrum, og den kommer vidt omkring – uden at få forklaret ret meget.

Det betyder, at du ikke rigtig bliver investeret i nogle af karaktererne. Jo, det er da synd for bøllen, at far vil sende ham på en streng skole, men så skulle han måske holde op med at sælge stoffer, pudse sin hund på fremmede og slå folk ned. Det er kun bøllens lærerinde, som sørger efter tabet af sin bror, der gennemgår noget som ligner en substantiel udvikling i løbet af af The OA – og det er for lidt.

The OA lover meget mere end den holder

Problemet med The OA er, at serien lover meget mere end den kan holde. Du bliver hele tiden stillet i udsigt, at hvis du hænger på ét afsnit mere, så får du hemmeligheden at vide.  Og du vil gerne vide hemmeligheden, ikke?Men hænger du på til slutningen af serien, kan du ikke undgå at føle, at der er blevet snydt på vægten.

Hemmeligheden står simpelthen ikke mål med den investering du skal af med, for at komme i mål.

Det, der lignede et magisk univers, som du har investeret dig i, bliver punkteret med et kig ned i en gammel papkasse med bøger. Det hele var – sat på spidsen – mest af alt en øvelse for at få dig til at se med. Og det lykkes The OA flot med flere steder, men det er ikke i sig selv nok til at føle sig tilfredsstillet efter 8 timer i Prairies prædikende og prætentiøse selskab.

Derfor ender The OA med at føles som om et eksperiment om hvor mange, der gider se med helt til slut. Det kan jeg kun anbefale, at du lader være med. Så ta’ hellere otte afsnit med Mike, Eleven og de andre rødder i Stranger Things.

Hvad: The OA
Hvor: Netflix – Se The OA på Netflix her
The OA Anmeldelse: Flot men forfejlet. The OA holder ikke hvad den lover.

Continue Reading

Anmeldelser

The Magicians på HBO Nordic er blodig alvor

Flyt dig, Harry Potter. Når The Magicians vil være uhyggelig, så er den det virkelig også. Og den skyr ingen emner for at skrue op for frygten.

Udgivet for

den

Bedste serier på HBO: The Magicians

The Magicians, HBO
Sæson 1

Der er mere mellem himmel og jord end man skulle tro. I hvert fald i the Magicians, hvor magiske kræfter er en ret normal del af hverdagen, for dem, der ved hvor de skal kigge. Men The Magicians er ingen letbenet ungdoms-komedie. Eller, det er det sådan set også, men det er mere en fortælling om ondskab, mørke, hævn og om hvad magi kan gøre i de forkerte hænder.

To venner skaber magi

De to barndomsvenner Quentin og Julia brugte skoletiden på at lede efter magien, men de drev det aldrig videre end nogle korttricks og en drøm om engang at rejse til den magiske verden Fillory – et land fra en serie Ringenes Herre-lignende bøger som de begge var fordybet i.

Nu er de i tyverne, og magien er væk. Julia har kastet kræfterne i studierne og det har banet vejen til det prestigefyldte Yale universitet, mens den sky og socialt skæve Quentin har været forbi et mental hospital for at trylle de værste neuroser væk. De havner, ad hver sin vej, til optagelsesprøve på det hemmelige Brakebills universitet, der uddanner få udvalgte til troldmænd- og kvinder.

Slet ikke lige som Harry Potter

Ligesom historien om Harry Potter, er The Magicians en historie om at vokse op. Om at finde ud af hvad du vil og turde gå efter det.

Men her stopper de åbenlyse sammenligninger med Harry Potter så også. Brakebills ligner mere et dansk gymnasium, end det ligner Hogwarts. Der er ikke hyggelige, talende billeder på væggene og flyvende koste. Til gengæld er en hel årgang studerende forsvundet, uden nogen aner (eller vil sige) hvordan. Her kommer magi ikke fra hyggelige ferieminder og krogede tryllestave. Det kommer fra vrede, fra mørke, fra frustrationer. Og fra træning.

Det betyder, at The Magicians på én gang leger med glæden og det forunderlige i noget så særligt som magi findes, og med alt det onde, som kræfterne kan bruges til i de forkerte hænder.

Quentin bliver optaget på Brakebills og Julia bliver afvist. Og mens Quentin går rundt på universitetet og er bange for at blive smidt ud, kan Julia ikke tage på Yale, når hun ved at magi er virkeligt, så hun insisterer på at finde magiske kræfter andre steder. Det betyder, at de to engang så tætte venner tager på hver deres rejse, mod det samme mål.

Magi kommer fra smerte og frustration

På den ene side er The Magicians et forsøg på at se  hvordan vores verden ville se ud, hvis magi var virkeligt, og kunne forklare mange af de ting vi ikke rigtig forstår. På den anden side er det en mørk og grusom fortælling om mord, voldtægt, sindssyge og monstrene under sengen. De gange hvor The Magicians har held til at blande de to dele rigtigt er det et ret fornøjeligt og interessant univers, men i de perioder hvor doseringen er ujævn, bliver serien det også.

Når The Magicians vil være uhyggelig, så er den den virkelig også. Og serien går ikke uden om nogle emner i jagten den uhygge. Men den er samtidig ofte ret ufarlig, når den fortæller historier om parforhold, og følelser, der kommer i klemme.

Det kræver træning og udholdenhed at holde fast i The Magicians. Der er mange karakterer, men ingen af dem er specielt elskelige. I hvert fald i begyndelsen. Der er masser af uforklarede twists og løgne, men det er svært at se sammenhængen. Så du skal slås for at hænge på. Men hvis du gør det, bliver du belønnet med et univers, der ikke er bange for at tage chancer og for at gå sine egne veje.

Hvor de veje fører hen i den næste sæson er det (heldigvis) helt umuligt at sige. Men det er i hvert fald ikke kedeligt at følge med.

Hvem: Jason Ralph (Quentin Coldwater), Stella Maeve (Julia Wicker) Olivia Taylor Dudley (Alice Quinn) Arjun Gupta (Penny) Hale Appleman (Eliot Waugh).

Hvad: Efter at være blevet rekrutteret til et hemmeligt, magisk universitet, opdager en gruppe venner, at den magi de legede med og læste om som børn er virkelig – og langt farligere end de havde troet. 

Baseret på bestseller-bøgerne af Lev Grossman.

Hvor: Oprindeligt lavet af SyFy Channel hvor den fik premiere i slutningen af 2015. Kan ses i Danmark på HBO Nordic.

Continue Reading

Populært