Connect with us

tvserie.dk

Anmeldelse The Walking Dead: Zombier hærger i meget lovende dramaserie

The Walking Dead Anmeldelse

Anmeldelser

Anmeldelse The Walking Dead: Zombier hærger i meget lovende dramaserie

The Walking Dead gør for zombier hvad Twilight og Tru Blood har gjort for vampyrerne.

The Walking Dead sæson 1
5 Karakter
Karakter

Denne anmeldelse af The Walking Dead er baseret på første sæson af serien.

Politimanden Rick vågner på sin hospitalsstue. Alene. Der er noget galt. Hvor er sygeplejersker og læger henne? Og hvorfor er der blod på væggene.

Den lokale politichef kommer til skade da han prøver at stoppe nogle flygtende forbrydere. Da han vågner på hospitalsstuen, er et unormalt fuldskæg og en voldsom tørst det eneste, der fortæller ham, at han har ligget der længe. Alt for længe.

Det første Rick tænker på er familien. Konen og den lille søn, der venter på ham derhjemme. Så han stavrer ud af sygesengen, og ud på gangene. Synet der møder ham er grufuldt. Der er døde kroppe i hjørnerne og grumme skrig bag låste døre. Rick kæmper sig ud af det forladte hospital, og hjem til familiens hus.

Men huset er tomt, og gaderne befolket af noget, der ligner mennesker – men ikke længere er det. Fra da af bliver Ricks liv en uhyggelig blanding af blodig overlevelse og jagten på at finde familien. Eller bare andre overlevende.

The Walking Dead bygger på tegneserier

The Walking Dead er baseret på den grafiske novelle af samme navn. Første udgave udkom i 2003 og serien er nu oppe på 81 noveller. I The Walking Dead er verden er ramt af en epidemi, der forvandler mennesker til blodtørstige dræbermaskiner.

I hovedrollen som Rick Grimes er Andrew Lincoln, den standhaftige og retfærdige politichef, der bliver kastet ud på dybt vand i jagten efter andre overlevende og allerhelst familien. Ricks moralske kompas bliver i den grad sat på prøve i hans forsøg på at overleve, men hans naturlige lederevener gør ham til omdrejningspunkt for serien.

The Walking Dead er både realistisk og fri fantasi på samme tid

The Walking Dead formår at blande en realistisk og virkelig verden med det overnaturlige zombiefænomen. Og det betyder at serien på mange områder er meget realistisk. Alt er som du kender det, der er bare blodtørstige zombier over alt.

Derfor formår The Walking Dead også at blive nærværende og komme tæt på, selvom den store attraktion er de overnaturlige zombier. Man kan ikke lade være med at tænke, at det nok var sådan her det ville se ud, hvis der faktisk kom en horde af zombier forbi.

Især de første par episoder, hvor Rick Grimes skal opdage sin skæbne og begynde at finde ud hvad man egentlig gør i sådan en situation er både skræmmende og underligt tiltrækkende. Som en tydelig drøm man gerne vil opleve, og et mareridt man aldrig håber at vågne op til.

Første sæson af The Walking Dead er fuld af stemning

I slutningen af de første seks afsnit taber The Walking Dead lidt af pusten, eller også er det fascinationen af universet der fortager sig. Men ikke mere end, at man kun kan glæde sig til de næste 13 afsnit i sæson 2.

Der er masser af historie tilbage i materialet og takterne er da også gode nok til, at serien var nomineret til en Golden Globe allerede efter første sæson, og var blandt de ti bedste tv programmer i 2010, på det amerikanske filminstituts årlige liste. Siden da er The Walking Dead gået fra seer-rekord til seer-rekord, og blevet en af de mest populære dramaserier.

Det er den oscar-vindende instruktør og forfatter Frank Darabont, der står bag konceptet i The Walking Dead. Og det gør han med vanlig stilsikkerhed.

For selvom zombierne er hovedattraktionen i The Walking Dead, så er det menneskerne, der er omdrejningspunktet. Hvordan bevarer man sin menneskelighed ovenpå alt der er sket? Hvor er man klar til at gå på kompromis med moralen? Hvad vil du ofre for at nå frem til målet? Og hvad er målet egentlig, hvis alt du kender og elsker er væk?

Der er masser af action og flotte dystopiske scenarier i The Walking Dead. Og der er blod og skræmmende zombier. Det er klart. Men det er stemningen du bliver bidt af.

The Walking Dead
Sæson 1: 6 afsnit.
I hovedrollerne: Andrew Lincoln, Sarah Wayne Callies og Jon Bernal
Kan ses på HBO Nordic

More in Anmeldelser

To Top