Connect with us

tvserie.dk

The West Wing får ‘Borgen’ til at ligne lokalpolitik

Anmeldelser

The West Wing får ‘Borgen’ til at ligne lokalpolitik

Den amerikanske præsident er kørt ind i et træ. 1200 cubanere på flugt er ved at gå i land i Miami og den kristne højrefløj kræver blod. Det er hverdag i Det Hvide Hus

The West Wing
6 Karakter
Karakter

Den amerikanske præsident er cyklet ind i et træ på en motionstur. 1200 cubanere på flugt fra Fidel Castro og er ved at gå i land i Miami. Den kristne højrefløj kræver blod og fyringer efter præsidentens rådgiver har kaldt dem skattesnydere på nationalt tv. Det er med andre ord en helt almindelig mandag morgen i The West Wing.

Vi dumper ind i det ovale kontor et års tid efter Josiah Bartlett er blevet valgt som præsident i USA. Det burde egentlig aldrig være sket. For Bartlett havde hverken opbakningen eller de penge, der skulle til. Han meldte sig mest af alt ind i valgkampen for at holde nogle taler og for at sørge for de seriøse kandidater ikke slap for at svare på de svære spørgsmål.

Takket være en håndplukket gruppe af politiske talenter med intelligens, offervilje og meget lidt tid til privatlivet, blev han præsident alligevel. Og nu er han der så, i det hvide hus. Men det viser sig, at slåskampen lagt fra er overstået efter valgkampen. For det er én ting er at få pladsen ved enden af forhandlingsbordet, det er noget ganske andet, at få gennemført alle de ting, der i første omgang drev Josiah Bartlett til at gå efter positionen dem verdens mest magtfulde mand.

Seriøs politik og alvorlig underholdning

Fra 1999 til 2006 vandt The West Wing tre Golden Globe priser og 26 Emmy-priser, der er tvbranchens svar på en Oscar. Fire år i træk vandt serien prisen for bedste dramaserie. Det betyder, at The West Wing er den fjerde mest Emmy-belønnede tv-serie nogensinde.

The West Wing fortæller historien om den nyvalgte demokratiske præsident og en håndfuld af hans nærmeste rådgivere, der på enhver given dag slås med alt fra naturkatastrofer, mordforsøg til udenlandske diktatorer og ikke mindst de politiske modstandere.

Serien er skabt af forfatter Aaron Sorkin, der fik ideen ved at brygge videre på sit manuskript til filmen The American President, der har Michael Douglas i hovedrollen. Nogle vil sige, at Sorkin fik smag for at lægge sine ord i munden på verdens mægtigste mand og andre, at han i virkeligheden bare bruger serien som talerstol for sine egne holdninger.

Begge dele er nok i én eller anden grad rigtigt.

Men i kernen handler The West Wing om at ville gøre en forskel, om at ens indsats skal betyde noget og om at tro på, at det fællesskab som en regering er, er til alles fælles bedste. Det er Aaron Sorkins holdning, og den pakker han ikke ind.

Personerne er omdrejningspunktet

The West Wings omdrejningspunkt er folkene, der arbejder i gangene rundt om det ovale kontor. Stabschef Leo McGarry og vice-stabschef Josh Lyman, Pressesekretær CJ Cregg, Kommunikationschef Toby Zigler og hans højre hånd Sam Seaborn er alle sammen rådgivere for præsidenten. De er klogere end gennemsnittet – og en del mere idealistiske. Men de bliver aldrig perfekte. De har familieproblemer og misbrugsproblemer, de får lyst til at skære moralske hjørner for at nå et mål og så oplever de ofte, at deres klare valg af jobbet som første prioritet koster dem en hel masse på privatkontoen.

Det skifter også en anelse hvem der faktisk er seriens hovedperson. Det er som oftest et ensemble, men ser man på hele serien, er det Martin Sheen som Præsident Bartlett, Allison Janney som Pressesekretæren CJ Cregg og vice stabschef, Joshua Lyman, spillet af Bradley Whitford, der fylder mest.

Præsidenten var i øvrigt tiltænkt en birolle i The West Wing, men som serien skrider frem fylder både han og Præsident-familien stadig mere. Det betyder, at vi hele tiden er tæt på historiens gang; vi er med i rummet når Præsidenten diskuterer militære handlinger eller ombord på Airforce One, når hele holdet rejser USA tyndt. Når man har set serien, er det svært at forestille sig, at det kunne fungere uden den dimension.

Lyst, pligt eller pinligt?

The West Wing er i høj grad forfatter og skaber Aaron Sorkins talerstol. Han insisterer på at hamre fast i hovedet på dig, at det er en nobel beskæftigelse, at tjene din præsident når han spørger dig, og at det at ofre privatlivet i en større sags tjeneste er det hele værd, fordi du er en del af noget større.

I afsnittet And It’s Surely To Their Credit  fra seriens anden sæson, går en del af plottet ud på, at seriens personer diskuterer hvilken af Gilbert & Sullivans klassiske musicals, der handler om at have en følelse af pligtopfyldenhed. Den følelse har alle de bærende personer i The West Wing, det er det, der driver dem og serien fremad – de føler a sense of duty som advokaten Ainsley Hayes udtrykker det i afsnittet. Og det er også det der er seriens omdrejningspunkt.

Det kan godt blive en anelse prædikende og pinligt amerikansk patriotisk fra Aaron Sorkin i længden, men det er der ligesom ingen vej udenom, hvis man vil se The West Wing. Og det er pakket særdeles underholdende og informativt ind i et ret realistisk – omend overfladisk – billede af amerikansk politik.

Den danske USA-kender og underviser i amerikansk politik ved Grundtvigs Højskole, Mads Fuglede, har endda udtalt, at han har brugt The West Wing i sin undervisning, fordi den på mange måder giver et fremragende indblik i den process, der kører bag lukkede døre i det politiske spil. Og det er i sig selv interessant.

Som Præsident Bartletts nærmeste rådgiver Leo MacGarry siger i serien: Der er to ting du ikke skal lade folk se hvordan man laver; pølser og lovgivning. Det sidste får lov lov at opleve i The West Wing.

Politisk prædiken og undervisning på første klasse

Hvor The West Wing insisterer på ikke at tage dig i hånden for at forklare de politiske begivenheder, og forlanger du selv følger med, så bliver du i stedet ske-madet med forestillingen om, at Sorkins holdninger er de rigtige. For eksempel, at de sløje republikanere blokerer for vores demokratiske heltes muligheder for at gøre det rigtige – og at det bare ikke er ok.

Det skal man forlige sig med, og det bliver nemmere, som man får sympati for seriens hovedpersoner, der af et godt hjerte vil løse nogle grundlæggende problemer. Men det er givetvis nemmere, hvis man i forvejen deler de politiske synspunkter, som en demokratisk præsident – og Aaron Sorkin – har.

Men, at Sorkin har taget den beslutning er også en af The West Wings helt store styrker: Der bliver ikke talt ned til publikum for at være sikker på, at alle kan følge med. Det må du selv om. Der er masser af indforståethed, mærkelige forkortelser og på den måde er serien en indføring i – i hvert fald de øvre lag – af amerikansk politik. Du skal være oppe på mærkerne hvis du vil vide hvad der foregår. Bare den mængde forkortelser for forskellige grene af den amerikanske regering der bliver slynget rundt uden forklaring, kan være svære at holde styr på. Men det er også med til at holde serien interessant.

Det er på en måde en uamerikansk måde at lave tv på. Hvor man ofte kan have følelsen af, at handlingen i mainstream serier skal udpensles, for at være sikre på, at vi alle sammen kan følge med, så er det ikke en følelse man sidder med efter at have set The West Wing. DOD, CDC, Blue Dogs og OEOB er bare nogle af de forkortelser der bliver smidt med i et givent afsnit af serien, og som kan være svære at fange betydningen af i første forsøg.

Fordi The West Wing på mange punkter efterligner virkeligheden, er det også naturligt, at forfatterne finder masser af inspiration i aktuelle politiske emner og historiske begivenheder. Det gælder AIDS-epidemi i afrika, USAs forhold til Iran og Nordkorea, slagsmålet mellem Israel og Palæstina og hvorvidt skattedollars skal bruges på at subsidiere kunst og kunstnere. Altså ikke ligefrem feel-good emner, men historier med substans, som får serien til at føles som verdens mest let-spiselige undervisningstime i samfundsfag eller amerikansk politik – bare med kvikkere og mere elegant dialog.

Det første er klart det bedste

Aaron Sorkin forlod The West Wing efter seriens fjerde sæson, da han ragede uklar med ledelsen på tvstationen NBC, som sendte serien. Det kan man godt mærke. De sidste tre sæsoner af serien holder ikke helt samme kvalitet som de fire første. Der er ikke den samme nerve, men til gengæld bevæger serien helt generelt ind mod midten og bliver mindre kontroversiel.

De første sæsoner 4 sæsoner er sprængfyldt med den kvikke dialog som Sorkin er så kendt for – også de nu klassisk walk-and-talk sekvenser, hvor der bliver gået og snakket i højt tempo. Både de enkelte afsnit af serien og den generelle sammenhæng holder høj klasse. Personer udvikler sig og deres indbyrdes forhold gør det samme. Det er det, der får dig til at vende tilbage.

Særligt de 2 første afsnit i sæson 2 holder usædvanlig høj klasse. Da The West Wing begynder dumper vi ind efter præsidenten har siddet på posten i et års tid. Men i de første afsnit af sæson 2 får vi nogle store flashback-bidder af historien om hvordan det hele gik til – i skyggen af en dramatisk begivenhed.

De to In The Shadow Of Two Gunmen afsnit er noget af det bedste The West Wing har at byde på. Ja, det er måske nok noget af det mest medrivende og skarpe tv-drama, der overhovedet er lavet.

The West Wing ville aldrig blive lavet nu

The West Wing er blevet kaldt serien, der aldrig ville se dagens lys på landsdækkende amerikansk tv nu. Til det er det politiske klima i USA simpelthen blevet for polariseret og det er umuligt at tale om politik på samme måde som i 1999.
Og det måske nok sandt, men det er også rigtig ærgerligt.

For The West Wing er først og fremmest underholdning, med intelligent og kvik dialog, personer man ikke kan lade være med at spejle sig i, og en indbygget følelse af, at man er med på holdet hvor man gør en forskel. Den der forskel vi alle sammen gerne vil gøre, hvis vi bare lige var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Hvis vi var lidt klogere. Hvis vi turde lidt mere. Og ville give lidt mere af os selv.

Borgen er West Wing light

Politisk drama er ikke den nemmeste genre at holde interessant og vedkommende. Og da slet ikke hvis man oven i købet har ambitioner om at uddanne sine seere. Hvor den fine danske serie Borgen ofte skøjter lidt let hen over overfladen og scorer point på den familieorienterede stil, så er der ikke det samme på spil, som i The West Wing. Måske får Birgitte Nyborg et nyt parti stablet på benene samtidig med hun formår at holde fast i sin kæreste. Måske ikke. Men det kunne ligeså godt udspille sig alle mulige andre steder. Borgen har ikke den samme dybde, der ikke den samme insisteren og idealisme som du finder i The West Wing.

Måske er det heller ikke en fair sammenligning. Men faktum er, at The West Wing sætter standarden for politisk drama – når vi taler en relativt let spiselig udgave hvor de fleste kan være med.

Og så er det altså bare sjovt, at præsidenten er cyklet ind i et træ. At man hopper på en historie om at der er gemt atom-missiler gemt under rosenhaven i det Hvide Hus, eller at man er uenige om  hvilken Gilbert & Sullivan musical, der handler om pligtopfyldenhed (det gør de alle sammen).

For The West Wing er engagerende, intelligent, har humor, er fabelagtigt forfattet og instrueret, har usædvanlig høj production value og så er den umulig at flå ud af dvd-afspilleren igen, når man først har overgivet sig. Jeg ved hvad jeg taler om, for der er 156 afsnit af The West Wing og jeg har set dem alle sammen. 3 gange.

More in Anmeldelser

To Top