Forbind med tvserie.dk

Anmeldelser

The West Wing får ‘Borgen’ til at ligne lokalpolitik

Den amerikanske præsident er kørt ind i et træ. 1200 cubanere på flugt er ved at gå i land i Miami og den kristne højrefløj kræver blod. Det er hverdag i Det Hvide Hus

Udgivet for

den

The West Wing

Den amerikanske præsident er cyklet ind i et træ på en motionstur. 1200 cubanere på flugt fra Fidel Castro og er ved at gå i land i Miami. Den kristne højrefløj kræver blod og fyringer efter præsidentens rådgiver har kaldt dem skattesnydere på nationalt tv. Det er med andre ord en helt almindelig mandag morgen i The West Wing.

Vi dumper ind i det ovale kontor et års tid efter Josiah Bartlett er blevet valgt som præsident i USA. Det burde egentlig aldrig være sket. For Bartlett havde hverken opbakningen eller de penge, der skulle til. Han meldte sig mest af alt ind i valgkampen for at holde nogle taler og for at sørge for de seriøse kandidater ikke slap for at svare på de svære spørgsmål.

Takket være en håndplukket gruppe af politiske talenter med intelligens, offervilje og meget lidt tid til privatlivet, blev han præsident alligevel. Og nu er han der så, i det hvide hus. Men det viser sig, at slåskampen lagt fra er overstået efter valgkampen. For det er én ting er at få pladsen ved enden af forhandlingsbordet, det er noget ganske andet, at få gennemført alle de ting, der i første omgang drev Josiah Bartlett til at gå efter positionen dem verdens mest magtfulde mand.

Seriøs politik og alvorlig underholdning

Fra 1999 til 2006 vandt The West Wing tre Golden Globe priser og 26 Emmy-priser, der er tvbranchens svar på en Oscar. Fire år i træk vandt serien prisen for bedste dramaserie. Det betyder, at The West Wing er den fjerde mest Emmy-belønnede tv-serie nogensinde.

The West Wing fortæller historien om den nyvalgte demokratiske præsident og en håndfuld af hans nærmeste rådgivere, der på enhver given dag slås med alt fra naturkatastrofer, mordforsøg til udenlandske diktatorer og ikke mindst de politiske modstandere.

Serien er skabt af forfatter Aaron Sorkin, der fik ideen ved at brygge videre på sit manuskript til filmen The American President, der har Michael Douglas i hovedrollen. Nogle vil sige, at Sorkin fik smag for at lægge sine ord i munden på verdens mægtigste mand og andre, at han i virkeligheden bare bruger serien som talerstol for sine egne holdninger.

Begge dele er nok i én eller anden grad rigtigt.

Men i kernen handler The West Wing om at ville gøre en forskel, om at ens indsats skal betyde noget og om at tro på, at det fællesskab som en regering er, er til alles fælles bedste. Det er Aaron Sorkins holdning, og den pakker han ikke ind.

Personerne er omdrejningspunktet

The West Wings omdrejningspunkt er folkene, der arbejder i gangene rundt om det ovale kontor. Stabschef Leo McGarry og vice-stabschef Josh Lyman, Pressesekretær CJ Cregg, Kommunikationschef Toby Zigler og hans højre hånd Sam Seaborn er alle sammen rådgivere for præsidenten. De er klogere end gennemsnittet – og en del mere idealistiske. Men de bliver aldrig perfekte. De har familieproblemer og misbrugsproblemer, de får lyst til at skære moralske hjørner for at nå et mål og så oplever de ofte, at deres klare valg af jobbet som første prioritet koster dem en hel masse på privatkontoen.

Det skifter også en anelse hvem der faktisk er seriens hovedperson. Det er som oftest et ensemble, men ser man på hele serien, er det Martin Sheen som Præsident Bartlett, Allison Janney som Pressesekretæren CJ Cregg og vice stabschef, Joshua Lyman, spillet af Bradley Whitford, der fylder mest.

Præsidenten var i øvrigt tiltænkt en birolle i The West Wing, men som serien skrider frem fylder både han og Præsident-familien stadig mere. Det betyder, at vi hele tiden er tæt på historiens gang; vi er med i rummet når Præsidenten diskuterer militære handlinger eller ombord på Airforce One, når hele holdet rejser USA tyndt. Når man har set serien, er det svært at forestille sig, at det kunne fungere uden den dimension.

Lyst, pligt eller pinligt?

The West Wing er i høj grad forfatter og skaber Aaron Sorkins talerstol. Han insisterer på at hamre fast i hovedet på dig, at det er en nobel beskæftigelse, at tjene din præsident når han spørger dig, og at det at ofre privatlivet i en større sags tjeneste er det hele værd, fordi du er en del af noget større.

I afsnittet And It’s Surely To Their Credit  fra seriens anden sæson, går en del af plottet ud på, at seriens personer diskuterer hvilken af Gilbert & Sullivans klassiske musicals, der handler om at have en følelse af pligtopfyldenhed. Den følelse har alle de bærende personer i The West Wing, det er det, der driver dem og serien fremad – de føler a sense of duty som advokaten Ainsley Hayes udtrykker det i afsnittet. Og det er også det der er seriens omdrejningspunkt.

Det kan godt blive en anelse prædikende og pinligt amerikansk patriotisk fra Aaron Sorkin i længden, men det er der ligesom ingen vej udenom, hvis man vil se The West Wing. Og det er pakket særdeles underholdende og informativt ind i et ret realistisk – omend overfladisk – billede af amerikansk politik.

Den danske USA-kender og underviser i amerikansk politik ved Grundtvigs Højskole, Mads Fuglede, har endda udtalt, at han har brugt The West Wing i sin undervisning, fordi den på mange måder giver et fremragende indblik i den process, der kører bag lukkede døre i det politiske spil. Og det er i sig selv interessant.

Som Præsident Bartletts nærmeste rådgiver Leo MacGarry siger i serien: Der er to ting du ikke skal lade folk se hvordan man laver; pølser og lovgivning. Det sidste får lov lov at opleve i The West Wing.

Politisk prædiken og undervisning på første klasse

Hvor The West Wing insisterer på ikke at tage dig i hånden for at forklare de politiske begivenheder, og forlanger du selv følger med, så bliver du i stedet ske-madet med forestillingen om, at Sorkins holdninger er de rigtige. For eksempel, at de sløje republikanere blokerer for vores demokratiske heltes muligheder for at gøre det rigtige – og at det bare ikke er ok.

Det skal man forlige sig med, og det bliver nemmere, som man får sympati for seriens hovedpersoner, der af et godt hjerte vil løse nogle grundlæggende problemer. Men det er givetvis nemmere, hvis man i forvejen deler de politiske synspunkter, som en demokratisk præsident – og Aaron Sorkin – har.

Men, at Sorkin har taget den beslutning er også en af The West Wings helt store styrker: Der bliver ikke talt ned til publikum for at være sikker på, at alle kan følge med. Det må du selv om. Der er masser af indforståethed, mærkelige forkortelser og på den måde er serien en indføring i – i hvert fald de øvre lag – af amerikansk politik. Du skal være oppe på mærkerne hvis du vil vide hvad der foregår. Bare den mængde forkortelser for forskellige grene af den amerikanske regering der bliver slynget rundt uden forklaring, kan være svære at holde styr på. Men det er også med til at holde serien interessant.

Det er på en måde en uamerikansk måde at lave tv på. Hvor man ofte kan have følelsen af, at handlingen i mainstream serier skal udpensles, for at være sikre på, at vi alle sammen kan følge med, så er det ikke en følelse man sidder med efter at have set The West Wing. DOD, CDC, Blue Dogs og OEOB er bare nogle af de forkortelser der bliver smidt med i et givent afsnit af serien, og som kan være svære at fange betydningen af i første forsøg.

Fordi The West Wing på mange punkter efterligner virkeligheden, er det også naturligt, at forfatterne finder masser af inspiration i aktuelle politiske emner og historiske begivenheder. Det gælder AIDS-epidemi i afrika, USAs forhold til Iran og Nordkorea, slagsmålet mellem Israel og Palæstina og hvorvidt skattedollars skal bruges på at subsidiere kunst og kunstnere. Altså ikke ligefrem feel-good emner, men historier med substans, som får serien til at føles som verdens mest let-spiselige undervisningstime i samfundsfag eller amerikansk politik – bare med kvikkere og mere elegant dialog.

Det første er klart det bedste

Aaron Sorkin forlod The West Wing efter seriens fjerde sæson, da han ragede uklar med ledelsen på tvstationen NBC, som sendte serien. Det kan man godt mærke. De sidste tre sæsoner af serien holder ikke helt samme kvalitet som de fire første. Der er ikke den samme nerve, men til gengæld bevæger serien helt generelt ind mod midten og bliver mindre kontroversiel.

De første sæsoner 4 sæsoner er sprængfyldt med den kvikke dialog som Sorkin er så kendt for – også de nu klassisk walk-and-talk sekvenser, hvor der bliver gået og snakket i højt tempo. Både de enkelte afsnit af serien og den generelle sammenhæng holder høj klasse. Personer udvikler sig og deres indbyrdes forhold gør det samme. Det er det, der får dig til at vende tilbage.

Særligt de 2 første afsnit i sæson 2 holder usædvanlig høj klasse. Da The West Wing begynder dumper vi ind efter præsidenten har siddet på posten i et års tid. Men i de første afsnit af sæson 2 får vi nogle store flashback-bidder af historien om hvordan det hele gik til – i skyggen af en dramatisk begivenhed.

De to In The Shadow Of Two Gunmen afsnit er noget af det bedste The West Wing har at byde på. Ja, det er måske nok noget af det mest medrivende og skarpe tv-drama, der overhovedet er lavet.

The West Wing ville aldrig blive lavet nu

The West Wing er blevet kaldt serien, der aldrig ville se dagens lys på landsdækkende amerikansk tv nu. Til det er det politiske klima i USA simpelthen blevet for polariseret og det er umuligt at tale om politik på samme måde som i 1999.
Og det måske nok sandt, men det er også rigtig ærgerligt.

For The West Wing er først og fremmest underholdning, med intelligent og kvik dialog, personer man ikke kan lade være med at spejle sig i, og en indbygget følelse af, at man er med på holdet hvor man gør en forskel. Den der forskel vi alle sammen gerne vil gøre, hvis vi bare lige var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Hvis vi var lidt klogere. Hvis vi turde lidt mere. Og ville give lidt mere af os selv.

Borgen er West Wing light

Politisk drama er ikke den nemmeste genre at holde interessant og vedkommende. Og da slet ikke hvis man oven i købet har ambitioner om at uddanne sine seere. Hvor den fine danske serie Borgen ofte skøjter lidt let hen over overfladen og scorer point på den familieorienterede stil, så er der ikke det samme på spil, som i The West Wing. Måske får Birgitte Nyborg et nyt parti stablet på benene samtidig med hun formår at holde fast i sin kæreste. Måske ikke. Men det kunne ligeså godt udspille sig alle mulige andre steder. Borgen har ikke den samme dybde, der ikke den samme insisteren og idealisme som du finder i The West Wing.

Måske er det heller ikke en fair sammenligning. Men faktum er, at The West Wing sætter standarden for politisk drama – når vi taler en relativt let spiselig udgave hvor de fleste kan være med.

Og så er det altså bare sjovt, at præsidenten er cyklet ind i et træ. At man hopper på en historie om at der er gemt atom-missiler gemt under rosenhaven i det Hvide Hus, eller at man er uenige om  hvilken Gilbert & Sullivan musical, der handler om pligtopfyldenhed (det gør de alle sammen).

For The West Wing er engagerende, intelligent, har humor, er fabelagtigt forfattet og instrueret, har usædvanlig høj production value og så er den umulig at flå ud af dvd-afspilleren igen, når man først har overgivet sig. Jeg ved hvad jeg taler om, for der er 156 afsnit af The West Wing og jeg har set dem alle sammen. 3 gange.

Anmeldelser

Mindhunter på Netflix genopfinder langsomt politi-krimien

Sæson 1 af Mindhunter på Netflix genopfinder på sin egen måde politi-krimien, ved at holde personerne på føresædet og lade kriminalsagerne sidde bagi.

Udgivet for

den

(c) Netflix

Mindhunter, Netflix

Hvem kom egentlig på beskrivelsen seriemorder – eller serial killer på engelsk? Det gjorde en håndfuld FBI agenter I slutningen af 1970’erne. For der begynder FBI at interessere sig for forbrydere, der har mere end ét mord på samvittigheden. Og sager hvor motivet for mord er svært at gennemskue.

Det er politiets almindelige antagelse, at den slags mordere bare ikke er rigtig kloge. Eller at noget slår klik for dem, når de slår ihjel flere gange.

Men den historie køber den unge agent Holden Ford ikke. Holden har ret godt styr på FBIs fagbøger, men han har mindre held ude i felten. Derfor bliver han mest brugt til at undervise de nye FBI agenter i konfliktløsning. Det er bare ikke helt nok for Holden.

Psykologi er helt nyt for FBI i 1970’erne

Det med psykologiske motiver er nyt og ikke så populært hos FBI. Forbrydere er alle sammen ens i manualens, så der er ingen der tror på værdien af en psykologisk undersøgelse.

Så da det slipper ud på FBI-kontoret, at Holden tror der kan være en psykologisk faktor bag en række bestialske mord, bliver han sendt på landevejen sammen med den rutinerede agent Bill. Bill underviser lokale politimænd i hvordan de skal håndtere sagerne med mudrede motiver, og det skal Holden hjælpe ham med.

Mens de er på landevejen overtaler Holden den noget mere konservative Bill til, at de skal begynde at holde møder med nogle af de mordere, der allerede sidder i fængsel. Altså, for at lære at forstå hvorfor de har myrdet kvinder og børn. Og hvad der driver dem.

Da cheferne på FBI hører om deres lille sideprojekt bliver Holden og Bill ikke populære, men fordi de to samtidig har held til at hjælpe det lokale politi med at løse et par makabre sager, så kan cheferne hjemme på FBI hovedkontoret i Quantico pludselig godt se mere af fidusen.

Derfor får de lov at oprette en adfærdspsykologisk afdeling, der skal undersøge og interviewe de kriminelle, for at lave en manual som resten af FBI kan bruge til at efterforske særlige sager. Det kan de kun gøre ved at forsøge at identificere sig med nogle af de mest notoriske og bestialske mordere USA nogensinde har set.

Mindhunter på Netflix er ikke en gyser – i traditionel forstand

I løbet af 10 afsnit af Mindhunter på Netflix ser du ikke et eneste mord. Du ser knapt nok de steder hvor mordene sker. Men du kommer med ind i hovedet på nogle af dem der har begået mordene.

Og det er faktisk en del mere skræmmende. Specielt på grund af to ting: Dem der spiller seriemorderne og det mesterlige, angsomme og visuelle fortællestil, i Mindhunter på Netflix.

Vi ser glimt af mod sagerne i Mindhunter. Gnidrede sort/hvide fotografier af bestialske mord. Fortællinger fra politimand til politimand. Men det er i samtalerne med seriemorderne, at sagerne bliver levende.

Morderen Ed Kemper (spillet af en fremragende Cameron Britton) forklarer med stor lyst og indlevelse om hvordan han kvaste sin mors kranie med en hammer og skar hovedet af hende. Han gør det med så stor selvfølgelighed og indlevelse, at man kan sidde og blive helt betaget. Det gør både vi og Holden Ford.

Får vi medlidenhed med ham? Nej, ikke rigtig. Men vi opdager nok, at selv en seriemorders omstændigheder ikke er så sort/hvide som vi helst vil gøre dem til. Vi overvejer det i hvert fald. Og det er Mindhunters største sejr.

David Finchers aftryk er overalt i Mindhunter

David Finchers fingeraftryk er overalt på Mindhunter, hvor han har stået for konceptet og instrueret fire af de 10 afsnit. Hans instruktion gør alt for, at vi kommer helt med ind de små rum, hvor morderne fortæller det hele.

Finchers øje for detaljerne og evindelige evne til at lade kameraets bevægelse matche skuespillernes hastighed og mimik betyder, at det føles som om vi sidder med i lokalet, og ikke bag en skærm og kigger på. Fincher har for vane at koordinere skuespillernes bevægelserne og optage en scene 50 gange, hvis det er det der skal til. I Mindhunter på Netflix giver den stil atter pote.

Samtidig er der gjort et stort arbejde for at ramme tøjet, bilerne og restauranternes look fra slutningen af 1970’erne. Det medvirker til, at Mindhunter har en klar filmisk kvalitet over sig – i stil med første sæson af True Detective. De to serier deler også det langsomme tempo.

Det er modigt at lade en krimiserie helt uden actionscener dvæle så meget ved detaljerne. Og det er muligvis kun fordi David Fincher, der står bag seriemorder-filmene Zodiac og Seven, er så fokuseret på detaljerne, at det kan lykkes. Og så fordi skuespillerne præsterer så fornemt som de gør

Der er fremragende nye ansigter i Mindhunter på Netflix

Jonathan Groff, der måske er mest kendt fra musical serien Glee og Disneyfilmen Frost, brænder virkelig igennem som den unge Holden Ford. Han bliver fascineret af seriemorderne, og finder ud af han er god til at forstå dem. Og han vil gerne forstå dem. Han begynder som en renskuret skoledreng, men han får smag for at være ekspert på det nye psykologiske område i FBI.

Holt McCallany spiller glimrende og troværdigt den garvede agent Bill Trench, der er af den gamle skole. Han har ingen interesse i at blive dus med seriemorderne, som Holt gerne vil. På hjemmefronten er hans hustru knust over ikke at kunne få børn, og deres indelukkede adoptivsøn har han efter tre år stadig ikke rigtig forbindelse til. Bill opdager nærmest ikke, at sønnen udviser nogle af de samme træk, som de mordere han sidder og interviewer.

Hanna Gross har den lidt utaknemmelige opgave at spille Holden Fords noget endimensionelle kæreste Debbie. Hun har mest af alt til opgave at være konstant den samme person i hvert afsnit, så vi tydeligt kan se, at Holden begynder at ændre sig.

Så går det nemmere for Anna Torv, som kommer ind midt i sæsonen som Dr Wendy Carr, der skal være med til at gøre FBI enhedens arbejde mere videnskabeligt. Hun bringer en ny dimension med ind i serien, der dog ikke bliver brugt til det store. Det ligner, at hun skal fylde noget mere i sæson 2 af Mindhunter – der allerede er bestilt af Netflix.

Mindhunter genopfinder politi-krimien

Mindhunter genopfinder på sin egen måde den klassiske procedural, ved ikke bare at lade vores hovedpersoner opklare en sag i hvert afsnit. Sagerne er er der, men de er mindre vigtige end personernes udvikling. Mindhunter prioriterer stemning og psykologisk drama over skuddueller og biljagter. Det betyder, at der er noget at komme efter i alle 10 afsnit. Og at der sikkert også er det i den næste sæson, som Netflix allerede har bestilt.

Bare det er David fincher der bringer det ud.

Continue Reading

Anmeldelser

The OA Anmeldelse: Flot men forfejlet fantasyserie

The OA Anmeldelse: For syv år siden forsvinder den 21-årige blinde pige Prairie fra sit hjem. Pludselig dukker hun op på en bro, hun kan se, og kalder sig The OA.

Udgivet for

den

The Oa Anmeldelse: The OA på Netfix
(c) Netflix

Denne The OA Anmeldelse er baseret på første sæson. Siden har Netflix annonceret, at der kommer endnu en sæson af The OA.

For syv år siden forsvandt den 21-årige blinde pige Prairie pludselig fra sit hjem. Ingen har hørt fra hende. Ingen ved hvor nu er.  Pludselig dukker hun op på en bro, som hun skal til at springe ud fra. Og nu kan hun pludselig se.

Det skaber naturligvis en del opstandelse og Prairie, der nu kalder sig selv for The OA, bliver centrum for en mediestorm, og masser af stjålne blikke fra naboerne i den lille forstand hvor hendes adoptivforældre bor.

Hjemme i privaten er forældrene lykkelige for at få Prairie hjem. Men hun fortæller ikke rigtig noget om hvad der er sket i de sidste syv år. Hun siger ikke noget om hvorfor hun kan se igen. Hun siger ikke hvorfor hun vil hedde The OA. Hun har bare store ar på ryggen, og en ubændig trang til at finde en mand hun kalder Homer.

Det vil hun have den lokale high-school bølle Steves hjælp til. Han finder en flok utilpassede unge, mens Prairie selv overtaler en af skolens lærere til at hjælpe hende. De mødes på loftet i et forladt hus, og så begynder Prairie at fortælle den fantastiske historie om hved der er sket i de syv år hun har været væk.

The OA anmeldelse: Smager af Stranger Things, men er det ikke

Sammenligningen med Netflix-hittet Stranger Things er umulig at undgå. Begge Netflix serier kom lidt ud af det blå, de handler om unge i forstaden, der kommer i kontakt med noget magisk og uforklarligt, som omverdenen ikke forstår.

Men der stopper sammenligningen også. For hvor Stranger Things i både look, musik og tanke var dragende og leverede varen, er The OA en mærkelig blanding af byggeklodser, der ikke helt passer sammen.

Bevares, The OA er ikke uden kvaliteter. Der er flere flotte seancer og scener under vejs. Og hele setuppet for Prairies tilbagekomst, og fortællingen om hvad hun har været udsat for, er basalt set interessant. Der er hele tiden nye åbninger i historien, som ligner spændende omveje, man kunne udforske. Det sker bare ikke.

Og så er det er svært at blive klog på om The OA er sci-fi, fantasy, magisk realisme – måske ingen af delene? Den ikke-lineære fortælling gør i hvert fald The OA en bjørnetjeneste: Fordi tid og sted skifter så ofte, bliver stemningen svær at holde fast i. Det er svært at blive draget ind i et univers, der prøver at være fem ting lige meget. Derfor svigter The OA præcis der hvor Stranger Things var stærk; stemningen.

For flade karakterer lider under jagten på et plot

Brit Marling spiller Prairie, og hun har også skrevet serien, så det er gennem hende The OA bliver fortalt. Hendes agenda er svær at blive klog på, når man samtidig sidder og tænker: Når en blind pige kommer tilbage til sit hjem efter syv år, og nu pludselig kan se, så spørger mor og far altså lige hvordan det kan være? Hvor har du været? Hvad skete der? Men det gør man ikke i The OA. For det ville jo løfte sløret for historien for hurtigt.

De andre karakterer i serien kan heller ikke hjælpe med at fange interessen. De er mest af alt karikaturer og arketyper. Bøllen er en bølle. Videnskabsmanden vil ofre alt for sin forskning. Den fortabte lærerinde er fortabt – og ikke så meget andet. Det er Prairies fortælling der er i centrum, og den kommer vidt omkring – uden at få forklaret ret meget.

Det betyder, at du ikke rigtig bliver investeret i nogle af karaktererne. Jo, det er da synd for bøllen, at far vil sende ham på en streng skole, men så skulle han måske holde op med at sælge stoffer, pudse sin hund på fremmede og slå folk ned. Det er kun bøllens lærerinde, som sørger efter tabet af sin bror, der gennemgår noget som ligner en substantiel udvikling i løbet af af The OA – og det er for lidt.

The OA lover meget mere end den holder

Problemet med The OA er, at serien lover meget mere end den kan holde. Du bliver hele tiden stillet i udsigt, at hvis du hænger på ét afsnit mere, så får du hemmeligheden at vide.  Og du vil gerne vide hemmeligheden, ikke?Men hænger du på til slutningen af serien, kan du ikke undgå at føle, at der er blevet snydt på vægten.

Hemmeligheden står simpelthen ikke mål med den investering du skal af med, for at komme i mål.

Det, der lignede et magisk univers, som du har investeret dig i, bliver punkteret med et kig ned i en gammel papkasse med bøger. Det hele var – sat på spidsen – mest af alt en øvelse for at få dig til at se med. Og det lykkes The OA flot med flere steder, men det er ikke i sig selv nok til at føle sig tilfredsstillet efter 8 timer i Prairies prædikende og prætentiøse selskab.

Derfor ender The OA med at føles som om et eksperiment om hvor mange, der gider se med helt til slut. Det kan jeg kun anbefale, at du lader være med. Så ta’ hellere otte afsnit med Mike, Eleven og de andre rødder i Stranger Things.

Hvad: The OA
Hvor: Netflix – Se The OA på Netflix her
The OA Anmeldelse: Flot men forfejlet. The OA holder ikke hvad den lover.

Continue Reading

Anmeldelser

The Magicians på HBO Nordic er blodig alvor

Flyt dig, Harry Potter. Når The Magicians vil være uhyggelig, så er den det virkelig også. Og den skyr ingen emner for at skrue op for frygten.

Udgivet for

den

Bedste serier på HBO: The Magicians

The Magicians, HBO
Sæson 1

Der er mere mellem himmel og jord end man skulle tro. I hvert fald i the Magicians, hvor magiske kræfter er en ret normal del af hverdagen, for dem, der ved hvor de skal kigge. Men The Magicians er ingen letbenet ungdoms-komedie. Eller, det er det sådan set også, men det er mere en fortælling om ondskab, mørke, hævn og om hvad magi kan gøre i de forkerte hænder.

To venner skaber magi

De to barndomsvenner Quentin og Julia brugte skoletiden på at lede efter magien, men de drev det aldrig videre end nogle korttricks og en drøm om engang at rejse til den magiske verden Fillory – et land fra en serie Ringenes Herre-lignende bøger som de begge var fordybet i.

Nu er de i tyverne, og magien er væk. Julia har kastet kræfterne i studierne og det har banet vejen til det prestigefyldte Yale universitet, mens den sky og socialt skæve Quentin har været forbi et mental hospital for at trylle de værste neuroser væk. De havner, ad hver sin vej, til optagelsesprøve på det hemmelige Brakebills universitet, der uddanner få udvalgte til troldmænd- og kvinder.

Slet ikke lige som Harry Potter

Ligesom historien om Harry Potter, er The Magicians en historie om at vokse op. Om at finde ud af hvad du vil og turde gå efter det.

Men her stopper de åbenlyse sammenligninger med Harry Potter så også. Brakebills ligner mere et dansk gymnasium, end det ligner Hogwarts. Der er ikke hyggelige, talende billeder på væggene og flyvende koste. Til gengæld er en hel årgang studerende forsvundet, uden nogen aner (eller vil sige) hvordan. Her kommer magi ikke fra hyggelige ferieminder og krogede tryllestave. Det kommer fra vrede, fra mørke, fra frustrationer. Og fra træning.

Det betyder, at The Magicians på én gang leger med glæden og det forunderlige i noget så særligt som magi findes, og med alt det onde, som kræfterne kan bruges til i de forkerte hænder.

Quentin bliver optaget på Brakebills og Julia bliver afvist. Og mens Quentin går rundt på universitetet og er bange for at blive smidt ud, kan Julia ikke tage på Yale, når hun ved at magi er virkeligt, så hun insisterer på at finde magiske kræfter andre steder. Det betyder, at de to engang så tætte venner tager på hver deres rejse, mod det samme mål.

Magi kommer fra smerte og frustration

På den ene side er The Magicians et forsøg på at se  hvordan vores verden ville se ud, hvis magi var virkeligt, og kunne forklare mange af de ting vi ikke rigtig forstår. På den anden side er det en mørk og grusom fortælling om mord, voldtægt, sindssyge og monstrene under sengen. De gange hvor The Magicians har held til at blande de to dele rigtigt er det et ret fornøjeligt og interessant univers, men i de perioder hvor doseringen er ujævn, bliver serien det også.

Når The Magicians vil være uhyggelig, så er den den virkelig også. Og serien går ikke uden om nogle emner i jagten den uhygge. Men den er samtidig ofte ret ufarlig, når den fortæller historier om parforhold, og følelser, der kommer i klemme.

Det kræver træning og udholdenhed at holde fast i The Magicians. Der er mange karakterer, men ingen af dem er specielt elskelige. I hvert fald i begyndelsen. Der er masser af uforklarede twists og løgne, men det er svært at se sammenhængen. Så du skal slås for at hænge på. Men hvis du gør det, bliver du belønnet med et univers, der ikke er bange for at tage chancer og for at gå sine egne veje.

Hvor de veje fører hen i den næste sæson er det (heldigvis) helt umuligt at sige. Men det er i hvert fald ikke kedeligt at følge med.

Hvem: Jason Ralph (Quentin Coldwater), Stella Maeve (Julia Wicker) Olivia Taylor Dudley (Alice Quinn) Arjun Gupta (Penny) Hale Appleman (Eliot Waugh).

Hvad: Efter at være blevet rekrutteret til et hemmeligt, magisk universitet, opdager en gruppe venner, at den magi de legede med og læste om som børn er virkelig – og langt farligere end de havde troet. 

Baseret på bestseller-bøgerne af Lev Grossman.

Hvor: Oprindeligt lavet af SyFy Channel hvor den fik premiere i slutningen af 2015. Kan ses i Danmark på HBO Nordic.

Continue Reading

Populært