Forbind med tvserie.dk

Anmeldelser

DRs 1864 er et flot tidsbillede men ikke en medrivende tv-serie

1864 er forrygende flot og relevant, men har en overskyggende mangel, der gør 1864 til et tidsbillede, mere end en medrivende tvserie

1864 (C) DR/Per Arnesen

Udgivet for

den

DR’s stort anlagte historiske drama om slaget ved Dybbøl i 1864 har måttet lægge ryg til masser af kritik. Spild af licenspenge. Historisk ukorrekt. Alt for forenklet fortalt. Om det er rigtigt eller ej er sådan set ligegyldigt, for det er ikke seriens store problem.

Det er det til gengæld, at vi som seere aldrig bliver investeret i nogen af personerne og kommer til at holde med dem. Der er for mange historiefortællere, for mange vinkler og alt for lidt identifikation med de mennesker, der slås for livet på skærmen.

1864 begynder med to danske drenge, Laust og Peter, der leger i gyldne jyske kornmarker.  Den slutter omkring 30 år senere, efter krig, tab og politik med to nye danske drenge, Laust og Peter, der sopper i det gråblå danske sommerhav.

Og det er Ole Bornedals budskab til os, efter vi har brugt otte timer i selskab med 1864: De nære ting i livet, er dem der betyder noget. At vi lever mens vi er her er vigtigere, end det skuespil som krig, politik og magtkampe i virkeligheden er. Og at livet går videre, også efter så voldsomme skuespil som den håbløse nedslagtning af tusindvis af unge danske mænd på en mark uden for Sønderborg.

Storhedsvanvid åbner 1864

I 1863 skændes Danmark og Tyskland om ejerskabet af de to hertugdømmer Slesvig og Holsten. Den danske regering vil have fuld ret over Slesvig, mens tyskerne ikke vil opgive nogen af de to. Først går tyskernes hær ind i Holsten men da Danmark stadig nægter at opgive kravet om Slesvig, fortsætter tyskerne nordpå og erklærer Danmark krig.

Nicholas Bro spiller den danske regeringsleder D.G. Monrad, som overser alle advarslerne og driver Danmark i krig mod en kæmpe tysk overmagt. Jens Sætter-Lassen og Jakob Oftebro spiller Peter og Laust, der er prototyperne på de unge danske mænd fra landet, som melder sig under fanerne for at forsvare fædrelandet.

Pilou Asbæk er overklassesønnen, der måske nok har høj rang i hæren, men ringe moral alle andre steder. Marie Tourell Søderberg er Inge, hvis dagbog delvist fortæller om 1864-livet væk fra slagmarken og om de menneskelige konsekvenser krigen fik på en hel generation. Sara-Sofie Boussnina spiller den nutidige teenager Claudia, som gennem gamle Severin, spillet af Bent Mejding, får øjnene op for hvad der skete den gang for 150 år siden på en mark i Sønderjylland.

Hvem er hovedpersonen i 1864?

Der er med andre ord historier nok at fortælle i 1864 og det er præcis det der bliver seriens store problem. For Ole Bornedal vil både fortælle om hvorfor det skete, hvad det betød, hvordan det foregik, hvad det betyder for os i dag og gøre det hele relevant for os alle sammen samtidig. Desværre betyder det, at der skal fortælles så meget, at vi aldrig rigtig forstår hvorfor personerne gør som de gør og hvad der driver dem. Hvem er hovedpersonen i 1864? Og hvad rager det mig? De to spørgsmål mangler man delvist svar på efter at have set 1864.

Pilou Asbæks karakter Diderik er mest af alt med for at være et dumt svin, og han bliver aldrig flerdimensional. I begyndelsen kommer vi tæt på de to brødre Laust og Peters forskelligheder, men som krigen skrider frem forsvinder personlighederne i krudtrøgen og en velspillende Søren Mallings voodoo-tricks. I København opstår der en gylden mulighed for at fortælle om det politiske spil, da krisvillige Kong Frederik 7. dør og den langt mere pragmatisk indstillede Christian 9. kommer til magten. Men selv der går der ikke mange minutter før den nye konge er overtalt til at støtte krigen og 1864 bruger i stedet tiden på at lade statsminister Monrad besøge en af datidens store skuespillerinder, for at lære at tale dunder i folketinget.

Nutiden mere vedkommende end fortiden i 1864

Mest vedkommende er den nutidige teenager Claudia, der fungerer som fortæller og bindeled til nutiden. Men hun har også for mange opgaver i 1864. Hun skal både fortælle historien, hun skal slås med selv at have mistet en bror i en moderne krig, at hendes familie er faldet fra hinanden, at hun er rodløs og en tyv.

Det er også gennem hendes venskab med den gamle greve Severin vi skal have den aktuelle samfundsrevsende historie, om den foragtelige måde vi behandler vores ældre på, når de bliver overladt til sig selv, og skal nøjes med foliebakker med kolde kartofler og klistret brun sovs. Var det nødvendigt at bruge tid og kræfter på den historie i en fortælling om 1864?  Måske, men det illustrerer meget godt, det spredte fokus Ole Bornedal har haft i 1864, der får 1864 til at føles som en meget fragmenteret fortælling.

Danmark er smukt i 1864

Der er gjort rigtig meget ud af billedsiden i 1864, der præsenterer Danmark så smuk som nogensinde, i de glidende billeder fra sommerlandet. Billederne har en nostalgisk følelse over sig, der flot understøtter den nationalglæde, som endte med at føre til den store krig i første omgang. Skiftene fra kornmarker til eksplosioner i skyttegravene er til at få øje på og det giver en skarp kontrast som hjælper historien. De mange relativt ukendte skuespillere gør det flot, men det er Søren Mallings mystiske landsoldat og Sara-Sofie Boussnina og Bent Mejdings nutidige fortælling, der står stærkest.

Der er rigtig meget godt stof i 1864 og Tom Buk-Swientys bøger, som serien er inspireret af. Derfor er det desto mere synd, at vi aldrig bliver taget med helt ind under huden på de mennesker vi følger, men i stedet skal dele vores opmærksomhed mellem både fortid og nutid, mellem politikere, skuespillere, herremænd, soldater og sigøjnere, uden der rigtig bliver tid til nogen af dem.
1864 er ikke en krigsserie, som den overordentlig vellykkede Band of Brothers, som det ellers ville være oplagt at låne elementer fra for at fortælle om de soldater, der måtte betale prisen for danske politikeres arrogance. Men det er heller ikke en politisk serie i stil med The West Wing eller Borgen, der handler om spillet under overfladen. De historiske begivenheder er omdrejningspunktet i 1864, men Bornedal er ikke bekymret for selv at sminke sin fortælling – det er ikke meningen den skal være historisk præcis.

Derfor bliver DRs 1864 en blanding af det hele og derfor ikke rigtig vedkommende. 1864 bliver mest af alt et tidsindblik i en periode fra dansk historie, som vi alle sammen har hørt om, men som vi ikke kender for alvor.

Så den største kvalitet ved 1864 er ikke, at den er en stærk tv-serie, men at den har åbnet en masse danske øjne for en mørk plet i vores fælles historie. En historie vi skal huske og forstå. For dem der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den.

Anmeldelser

Mindhunter på Netflix genopfinder langsomt politi-krimien

Sæson 1 af Mindhunter på Netflix genopfinder på sin egen måde politi-krimien, ved at holde personerne på føresædet og lade kriminalsagerne sidde bagi.

Udgivet for

den

Mindhunter på Netflix: Sæson 1

Hvem kom egentlig på beskrivelsen seriemorder – eller serial killer på engelsk? Det gjorde en håndfuld FBI agenter I slutningen af 1970’erne. For der begynder FBI at interessere sig for forbrydere, der har mere end ét mord på samvittigheden. Og sager hvor motivet for mord er svært at gennemskue.

Det er politiets almindelige antagelse, at den slags mordere bare ikke er rigtig kloge. Eller at noget slår klik for dem, når de slår ihjel flere gange.

Men den historie køber den unge agent Holden Ford ikke. Holden har ret godt styr på FBIs fagbøger, men han har mindre held ude i felten. Derfor bliver han mest brugt til at undervise de nye FBI agenter i konfliktløsning. Det er bare ikke helt nok for Holden.

Psykologi er helt nyt for FBI i 1970’erne

Det med psykologiske motiver er nyt og ikke så populært hos FBI. Forbrydere er alle sammen ens i manualens, så der er ingen der tror på værdien af en psykologisk undersøgelse.

Så da det slipper ud på FBI-kontoret, at Holden tror der kan være en psykologisk faktor bag en række bestialske mord, bliver han sendt på landevejen sammen med den rutinerede agent Bill. Bill underviser lokale politimænd i hvordan de skal håndtere sagerne med mudrede motiver, og det skal Holden hjælpe ham med.

Mens de er på landevejen overtaler Holden den noget mere konservative Bill til, at de skal begynde at holde møder med nogle af de mordere, der allerede sidder i fængsel. Altså, for at lære at forstå hvorfor de har myrdet kvinder og børn. Og hvad der driver dem.

Da cheferne på FBI hører om deres lille sideprojekt bliver Holden og Bill ikke populære, men fordi de to samtidig har held til at hjælpe det lokale politi med at løse et par makabre sager, så kan cheferne hjemme på FBI hovedkontoret i Quantico pludselig godt se mere af fidusen.

Derfor får de lov at oprette en adfærdspsykologisk afdeling, der skal undersøge og interviewe de kriminelle, for at lave en manual som resten af FBI kan bruge til at efterforske særlige sager. Det kan de kun gøre ved at forsøge at identificere sig med nogle af de mest notoriske og bestialske mordere USA nogensinde har set.

Mindhunter på Netflix er ikke en gyser – i traditionel forstand

I løbet af 10 afsnit af Mindhunter på Netflix ser du ikke et eneste mord. Du ser knapt nok de steder hvor mordene sker. Men du kommer med ind i hovedet på nogle af dem der har begået mordene.

Og det er faktisk en del mere skræmmende. Specielt på grund af to ting: Dem der spiller seriemorderne og det mesterlige, angsomme og visuelle fortællestil, i Mindhunter på Netflix.

Vi ser glimt af mod sagerne i Mindhunter. Gnidrede sort/hvide fotografier af bestialske mord. Fortællinger fra politimand til politimand. Men det er i samtalerne med seriemorderne, at sagerne bliver levende.

Morderen Ed Kemper (spillet af en fremragende Cameron Britton) forklarer med stor lyst og indlevelse om hvordan han kvaste sin mors kranie med en hammer og skar hovedet af hende. Han gør det med så stor selvfølgelighed og indlevelse, at man kan sidde og blive helt betaget. Det gør både vi og Holden Ford.

Får vi medlidenhed med ham? Nej, ikke rigtig. Men vi opdager nok, at selv en seriemorders omstændigheder ikke er så sort/hvide som vi helst vil gøre dem til. Vi overvejer det i hvert fald. Og det er Mindhunters største sejr.

David Finchers aftryk er overalt i Mindhunter

David Finchers fingeraftryk er overalt på Mindhunter, hvor han har stået for konceptet og instrueret fire af de 10 afsnit. Hans instruktion gør alt for, at vi kommer helt med ind de små rum, hvor morderne fortæller det hele.

Finchers øje for detaljerne og evindelige evne til at lade kameraets bevægelse matche skuespillernes hastighed og mimik betyder, at det føles som om vi sidder med i lokalet, og ikke bag en skærm og kigger på. Fincher har for vane at koordinere skuespillernes bevægelserne og optage en scene 50 gange, hvis det er det der skal til. I Mindhunter på Netflix giver den stil atter pote.

Samtidig er der gjort et stort arbejde for at ramme tøjet, bilerne og restauranternes look fra slutningen af 1970’erne. Det medvirker til, at Mindhunter har en klar filmisk kvalitet over sig – i stil med første sæson af True Detective. De to serier deler også det langsomme tempo.

Det er modigt at lade en krimiserie helt uden actionscener dvæle så meget ved detaljerne. Og det er muligvis kun fordi David Fincher, der står bag seriemorder-filmene Zodiac og Seven, er så fokuseret på detaljerne, at det kan lykkes. Og så fordi skuespillerne præsterer så fornemt som de gør

Der er fremragende nye ansigter i Mindhunter på Netflix

Jonathan Groff, der måske er mest kendt fra musical serien Glee og Disneyfilmen Frost, brænder virkelig igennem som den unge Holden Ford. Han bliver fascineret af seriemorderne, og finder ud af han er god til at forstå dem. Og han vil gerne forstå dem. Han begynder som en renskuret skoledreng, men han får smag for at være ekspert på det nye psykologiske område i FBI.

Holt McCallany spiller glimrende og troværdigt den garvede agent Bill Trench, der er af den gamle skole. Han har ingen interesse i at blive dus med seriemorderne, som Holt gerne vil. På hjemmefronten er hans hustru knust over ikke at kunne få børn, og deres indelukkede adoptivsøn har han efter tre år stadig ikke rigtig forbindelse til. Bill opdager nærmest ikke, at sønnen udviser nogle af de samme træk, som de mordere han sidder og interviewer.

Hanna Gross har den lidt utaknemmelige opgave at spille Holden Fords noget endimensionelle kæreste Debbie. Hun har mest af alt til opgave at være konstant den samme person i hvert afsnit, så vi tydeligt kan se, at Holden begynder at ændre sig.

Så går det nemmere for Anna Torv, som kommer ind midt i sæsonen som Dr Wendy Carr, der skal være med til at gøre FBI enhedens arbejde mere videnskabeligt. Hun bringer en ny dimension med ind i serien, der dog ikke bliver brugt til det store. Det ligner, at hun skal fylde noget mere i sæson 2 af Mindhunter – der allerede er bestilt af Netflix.

Mindhunter genopfinder politi-krimien

Mindhunter genopfinder på sin egen måde den klassiske procedural, ved ikke bare at lade vores hovedpersoner opklare en sag i hvert afsnit. Sagerne er er der, men de er mindre vigtige end personernes udvikling. Mindhunter prioriterer stemning og psykologisk drama over skuddueller og biljagter. Det betyder, at der er noget at komme efter i alle 10 afsnit. Og at der sikkert også er det i den næste sæson, som Netflix allerede har bestilt.

Bare det er David fincher der bringer det ud.

Continue Reading

Anmeldelser

The OA Anmeldelse: Flot men forfejlet fantasyserie

The OA Anmeldelse: For syv år siden forsvinder den 21-årige blinde pige Prairie fra sit hjem. Pludselig dukker hun op på en bro, hun kan se, og kalder sig The OA.

Udgivet for

den

The Oa Anmeldelse: The OA på Netfix
(c) Netflix

Denne The OA Anmeldelse er baseret på første sæson. Siden har Netflix annonceret, at der kommer endnu en sæson af The OA.

For syv år siden forsvandt den 21-årige blinde pige Prairie pludselig fra sit hjem. Ingen har hørt fra hende. Ingen ved hvor nu er.  Pludselig dukker hun op på en bro, som hun skal til at springe ud fra. Og nu kan hun pludselig se.

Det skaber naturligvis en del opstandelse og Prairie, der nu kalder sig selv for The OA, bliver centrum for en mediestorm, og masser af stjålne blikke fra naboerne i den lille forstand hvor hendes adoptivforældre bor.

Hjemme i privaten er forældrene lykkelige for at få Prairie hjem. Men hun fortæller ikke rigtig noget om hvad der er sket i de sidste syv år. Hun siger ikke noget om hvorfor hun kan se igen. Hun siger ikke hvorfor hun vil hedde The OA. Hun har bare store ar på ryggen, og en ubændig trang til at finde en mand hun kalder Homer.

Det vil hun have den lokale high-school bølle Steves hjælp til. Han finder en flok utilpassede unge, mens Prairie selv overtaler en af skolens lærere til at hjælpe hende. De mødes på loftet i et forladt hus, og så begynder Prairie at fortælle den fantastiske historie om hved der er sket i de syv år hun har været væk.

The OA anmeldelse: Smager af Stranger Things, men er det ikke

Sammenligningen med Netflix-hittet Stranger Things er umulig at undgå. Begge Netflix serier kom lidt ud af det blå, de handler om unge i forstaden, der kommer i kontakt med noget magisk og uforklarligt, som omverdenen ikke forstår.

Men der stopper sammenligningen også. For hvor Stranger Things i både look, musik og tanke var dragende og leverede varen, er The OA en mærkelig blanding af byggeklodser, der ikke helt passer sammen.

Bevares, The OA er ikke uden kvaliteter. Der er flere flotte seancer og scener under vejs. Og hele setuppet for Prairies tilbagekomst, og fortællingen om hvad hun har været udsat for, er basalt set interessant. Der er hele tiden nye åbninger i historien, som ligner spændende omveje, man kunne udforske. Det sker bare ikke.

Og så er det er svært at blive klog på om The OA er sci-fi, fantasy, magisk realisme – måske ingen af delene? Den ikke-lineære fortælling gør i hvert fald The OA en bjørnetjeneste: Fordi tid og sted skifter så ofte, bliver stemningen svær at holde fast i. Det er svært at blive draget ind i et univers, der prøver at være fem ting lige meget. Derfor svigter The OA præcis der hvor Stranger Things var stærk; stemningen.

For flade karakterer lider under jagten på et plot

Brit Marling spiller Prairie, og hun har også skrevet serien, så det er gennem hende The OA bliver fortalt. Hendes agenda er svær at blive klog på, når man samtidig sidder og tænker: Når en blind pige kommer tilbage til sit hjem efter syv år, og nu pludselig kan se, så spørger mor og far altså lige hvordan det kan være? Hvor har du været? Hvad skete der? Men det gør man ikke i The OA. For det ville jo løfte sløret for historien for hurtigt.

De andre karakterer i serien kan heller ikke hjælpe med at fange interessen. De er mest af alt karikaturer og arketyper. Bøllen er en bølle. Videnskabsmanden vil ofre alt for sin forskning. Den fortabte lærerinde er fortabt – og ikke så meget andet. Det er Prairies fortælling der er i centrum, og den kommer vidt omkring – uden at få forklaret ret meget.

Det betyder, at du ikke rigtig bliver investeret i nogle af karaktererne. Jo, det er da synd for bøllen, at far vil sende ham på en streng skole, men så skulle han måske holde op med at sælge stoffer, pudse sin hund på fremmede og slå folk ned. Det er kun bøllens lærerinde, som sørger efter tabet af sin bror, der gennemgår noget som ligner en substantiel udvikling i løbet af af The OA – og det er for lidt.

The OA lover meget mere end den holder

Problemet med The OA er, at serien lover meget mere end den kan holde. Du bliver hele tiden stillet i udsigt, at hvis du hænger på ét afsnit mere, så får du hemmeligheden at vide.  Og du vil gerne vide hemmeligheden, ikke?Men hænger du på til slutningen af serien, kan du ikke undgå at føle, at der er blevet snydt på vægten.

Hemmeligheden står simpelthen ikke mål med den investering du skal af med, for at komme i mål.

Det, der lignede et magisk univers, som du har investeret dig i, bliver punkteret med et kig ned i en gammel papkasse med bøger. Det hele var – sat på spidsen – mest af alt en øvelse for at få dig til at se med. Og det lykkes The OA flot med flere steder, men det er ikke i sig selv nok til at føle sig tilfredsstillet efter 8 timer i Prairies prædikende og prætentiøse selskab.

Derfor ender The OA med at føles som om et eksperiment om hvor mange, der gider se med helt til slut. Det kan jeg kun anbefale, at du lader være med. Så ta’ hellere otte afsnit med Mike, Eleven og de andre rødder i Stranger Things.

Hvad: The OA
Hvor: Netflix – Se The OA på Netflix her
The OA Anmeldelse: Flot men forfejlet. The OA holder ikke hvad den lover.

Continue Reading

Anmeldelser

The Magicians på HBO Nordic er blodig alvor

Flyt dig, Harry Potter. Når The Magicians vil være uhyggelig, så er den det virkelig også. Og den skyr ingen emner for at skrue op for frygten.

Udgivet for

den

Bedste serier på HBO: The Magicians

The Magicians Sæson 1
3 Karakter
Karakter

Der er mere mellem himmel og jord end man skulle tro. I hvert fald i the Magicians, hvor magiske kræfter er en ret normal del af hverdagen, for dem, der ved hvor de skal kigge. Men The Magicians er ingen letbenet ungdoms-komedie. Eller, det er det sådan set også, men det er mere en fortælling om ondskab, mørke, hævn og om hvad magi kan gøre i de forkerte hænder.

To venner skaber magi

De to barndomsvenner Quentin og Julia brugte skoletiden på at lede efter magien, men de drev det aldrig videre end nogle korttricks og en drøm om engang at rejse til den magiske verden Fillory – et land fra en serie Ringenes Herre-lignende bøger som de begge var fordybet i.

Nu er de i tyverne, og magien er væk. Julia har kastet kræfterne i studierne og det har banet vejen til det prestigefyldte Yale universitet, mens den sky og socialt skæve Quentin har været forbi et mental hospital for at trylle de værste neuroser væk. De havner, ad hver sin vej, til optagelsesprøve på det hemmelige Brakebills universitet, der uddanner få udvalgte til troldmænd- og kvinder.

Slet ikke lige som Harry Potter

Ligesom historien om Harry Potter, er The Magicians en historie om at vokse op. Om at finde ud af hvad du vil og turde gå efter det.

Men her stopper de åbenlyse sammenligninger med Harry Potter så også. Brakebills ligner mere et dansk gymnasium, end det ligner Hogwarts. Der er ikke hyggelige, talende billeder på væggene og flyvende koste. Til gengæld er en hel årgang studerende forsvundet, uden nogen aner (eller vil sige) hvordan. Her kommer magi ikke fra hyggelige ferieminder og krogede tryllestave. Det kommer fra vrede, fra mørke, fra frustrationer. Og fra træning.

Det betyder, at The Magicians på én gang leger med glæden og det forunderlige i noget så særligt som magi findes, og med alt det onde, som kræfterne kan bruges til i de forkerte hænder.

Quentin bliver optaget på Brakebills og Julia bliver afvist. Og mens Quentin går rundt på universitetet og er bange for at blive smidt ud, kan Julia ikke tage på Yale, når hun ved at magi er virkeligt, så hun insisterer på at finde magiske kræfter andre steder. Det betyder, at de to engang så tætte venner tager på hver deres rejse, mod det samme mål.

Magi kommer fra smerte og frustration

På den ene side er The Magicians et forsøg på at se  hvordan vores verden ville se ud, hvis magi var virkeligt, og kunne forklare mange af de ting vi ikke rigtig forstår. På den anden side er det en mørk og grusom fortælling om mord, voldtægt, sindssyge og monstrene under sengen. De gange hvor The Magicians har held til at blande de to dele rigtigt er det et ret fornøjeligt og interessant univers, men i de perioder hvor doseringen er ujævn, bliver serien det også.

Når The Magicians vil være uhyggelig, så er den den virkelig også. Og serien går ikke uden om nogle emner i jagten den uhygge. Men den er samtidig ofte ret ufarlig, når den fortæller historier om parforhold, og følelser, der kommer i klemme.

Det kræver træning og udholdenhed at holde fast i The Magicians. Der er mange karakterer, men ingen af dem er specielt elskelige. I hvert fald i begyndelsen. Der er masser af uforklarede twists og løgne, men det er svært at se sammenhængen. Så du skal slås for at hænge på. Men hvis du gør det, bliver du belønnet med et univers, der ikke er bange for at tage chancer og for at gå sine egne veje.

Hvor de veje fører hen i den næste sæson er det (heldigvis) helt umuligt at sige. Men det er i hvert fald ikke kedeligt at følge med.

Hvem: Jason Ralph (Quentin Coldwater), Stella Maeve (Julia Wicker) Olivia Taylor Dudley (Alice Quinn) Arjun Gupta (Penny) Hale Appleman (Eliot Waugh).

Hvad: Efter at være blevet rekrutteret til et hemmeligt, magisk universitet, opdager en gruppe venner, at den magi de legede med og læste om som børn er virkelig – og langt farligere end de havde troet. 

Baseret på bestseller-bøgerne af Lev Grossman.

Hvor: Oprindeligt lavet af SyFy Channel hvor den fik premiere i slutningen af 2015. Kan ses i Danmark på HBO Nordic.

 

Continue Reading

Populært