Flot debut til Mads Mikkelsen og ‘Hannibal’

Debuten på thrillerserien med Mikkelsen i en bærende rolle, er både flot, interessant – og en moderat seersucces på amerikansk tv.

Lad det bare være sagt med det samme; Mads Mikkelsen er god i rollen som Hannibal Lecter i den nye serie ‘Hannibal’, men det er ikke ham, der bærer serien fremad.

I Minnesota forsvinder den ene unge brunette efter den anden, og FBI kan ikke finde ud af hvem der står bag. På universitetet står den lidt socialt hæmmede Will Graham og underviser i hvordan man laver profiler af seriemordere. Det er han så god til, at FBI beder ham om hjælp til at finde frem til moderen.

Will er ekseptionelt empatisk, og det gør ham i stand til at sætte sig i morderens sted når han går gennem et sted hvor der er foregået et mord. Han kan simpelthen forestille sig hvad morderen har gjort og tænkt i processen. Men det er også noget der giver ham dårlige drømme og lader ham vågne i en pøl af sved hver eneste nat.

FBI vil gerne bruge Will, eminent spillet af Hugh Dancy, men ved ikke om man kan regne med ham. Derfor finder agent Jack Crawford, i skikkelse af Laurence Fishbourne, frem til psykologen Dr. Lecter, for at få ham til at vurdere Will. Og der har vi de tre personer, som får Hannibal til at fungere – med Hugh Dancy i førersædet.

Smukt, sørgeligt og troværdigt

Hannibal er smukt orkestreret. Der er masser af scener med overdådige slowmotion sekvenser, hvor Will Graham spoler frem og tilbage i et mord. Selv ofrene dør smukt – og temmelig blodigt. Men det er ikke bare blodigt for blodet og uhyggens skyld. Det bakker den sørgelige stemning op, der flyder igennem Hannibal og Will Graham – det føles med det samme som om verden er et lidt mere gråt sted at være end normalt, når man er i selskab med Hannibal. Og det bakker formidabelt op om den psykologiske rejse, som hovedpersonen Will Graham er på – ind i endnu mere mørke end han allerede er i.

Serien kommer fra Bryan Fuller, der har formået at skabe et overdådigt, sørgeligt og spændende univers. Fuller har før arbejdet med død i serierne Pushing Dasies og Dead Like Me. Til visningen af det første afsnit så 4,3 millioner seere med på NBC. Ikke nogen gigantisk succes, men stadig klart bedre tal end hvad kanalen ellers har opnået på samme tidspunkt tidspunkt i løbet af tv-sæsonen med andre serier.

Mere end klassisk politiserie

I kernen er Hannibal en politiserie, der handler om at fange en seriemorder i hvert afsnit, men der er lange tråde af overlappende historier, der vil gå på tværs af afsnittene. Og det er tydeligvis ikke opklaringen af mordgåderne der er det vigtigste, det er i stedet forholdet mellem Will Graham og Hannibal Lecter.

Mads Mikkelsen er kold og kalkuleret som Hannibal Lecter. Han lader ingen følelser sive ud, løfter ikke så meget som en flig af hvem han er. Det giver en god distance mellem ham og Hugh Dancy, der spiller rollen som Will Graham som om han hele tiden er i sine følelsers vold. Et enkelt afsnit af Hannibal er nok for lidt at bedømme Mikkelsen på, man hans blotte tilstedeværelser giver Hannibal en naturlig troværdighed. Man kan se han er en bad guy, men han er det ikke på nogen åbenlys eller overfladisk måde.

I første afsnit af Hannibal formår serien at fortælle en historie der involverer mord, uden at glorificere morderen. Den bliver aldrig fjollet eller overdrevet og så er der en gennemgående, underliggende uhygge, som distancerer handlingerne på skærmen fra at være almindelig tv-underholdning, for underholdningens skyld. På den måde er Hannibal med til at genrejse genren og tage materialet alvorligt, uden det skal pumpes med one-liners og biljagter.

Hannibal er ikke perfekt, men den er flot og tænksom – og den er begyndt rigtig godt.

Hannibal (2013)
Vist på: NBC (I Danmark: På Kanal 5 fra 14. april)
Med: Mads Mikkelsen, Hugh Dancy, Laurence Fishbourne
Om: Hannibal foregår i samme univers som bogen Red Dragon, den første Thomas Harris bog om seriemorderen Dr. Hannibal Lecter. Her får vi forhistorien for hvordan Lecter og Graham mødes og hjælpes ad – uvidende om at de senere skal være fjender.

Der er lukket for kommentarer.