Band of Brothers-stjerne i ny terror-serie

Damian Lewis, som de fleste nok kender som major Richard Winters fra Band of Brothers, spiller sammen med Claire Danes hovedrollerne i thriller-serien Homeland.

Der kommer indenrigssikkerhed, Al Qaeda og terror på plakaten, når Showtime til efteråret tager hul på en af deres nye serier, den psykologiske thriller Homeland.

Homeland handler nemlig om den amerikanske soldat Scott Brody, der ni år efter han blev antaget død under kampe i Irak, pludselig bliver fundet af amerikanske styrker og bragt tilbage til staterne. Her kommer han under mistanke for at være hemmelig agent for Al Qaeda.

I hovedrollen er Claire Danes (Romeo+Juliet, Stardust), der spiller CIA-agenten Carrie Anderson, der privat har en del skeletter i skabet og sine dæmoner at slås med.

Agenten får mistanke om, at de informationer, der ledte til fundet og redningen af Scott Brody, spillet af Damian Lewis (Band of Brothers, Dreamcatcher), var plantet med det formål, at Brody skulle findes, og at han derfor reelt er en del af et større Al Qaeda-komplot, der skal ende med et terror-angreb på USA. Med andre ord mistænker hun den hjemvendte krigshelt for at være undercover Al Qaeda agent.

Seriens tredje store og bærende rolle udfyldes af Mandy Patinkin (Criminal Minds), der spiller Carrie Andersons overordnede, CIA-chefen Saul Berenson.

Homeland er skabt, skrevet og produceret af to af hovedpersonerne bag hitserien 24 Timer, Howard Gordon og Alex Gansa – og den opererer da også i relativt kendt farvand, da den som skrevet kredser om flere af de samme elementer, som 24 Timer og Kiefer Sutherland gjorde.

Homeland er i 12 afsnit af hver en times varighed. Serien er baseret på den israelske tvserie Prisoners of War og får amerikansk premiere efter sommerferien.

Se en trailer for serien her:

Der er lukket for kommentarer.