Connect with us

Nyheder

Den nye serie baseret på hitfilmen The Avengers hedder S.H.I.E.L.D.

Avengers-instruktør Joss Whedon har sagt ja til at skrive det første afsnit af serien, der netop er blevet annonceret.

Published

on

S.H.I.E.L.D. er navnet på den hemmelige sammenslutning af superhelte, som verdens regeringer kan sætte ind, når rum-skurke truer sikkerheden. Men det er også navnet på den nye tvserie, der er baseret i det samme univers som The Avengers-filmen, der stor-hittede i biograferne tidligere i år.

Den amerikanske tvstation ABC har bestilt et pilotafsnit af S.H.I.E.L.D., så de kan beslutte om serien skal sættes i produktion.

Første afsnit skal skrives af Joss Whedon, der skrev og instruerede The Avengers – han har også lavet serier som Dollhouse, Firefly og Buffy The Vampire Slayer.

Men selvom S.H.I.E.L.D. og The Avengers er baseret i samme univers, skal serien ikke ses som en spin-off af filmen.

– Den foreslåede historie i serien vil være stort set uafhængig fra den kommende efterfølger til The Avengers. Seriens omdrejningspunkt vil være organisationen S.H.I.E.L.D., der organiserer superheltene, som vi kender fra Avengers, siger Joss Whedon ifølge Variety.

Joss Whedon skal skrive det første afsnit og være medskribent på serien, sammen med sin bror Jed og hans kone Maurissa Tancharoen. Det er heller ikke udelukket, at han vil instruere nogle afsnit hvis hans kalender tillader det.

S.H.I.E.L.D. er et fiktivt sikkerhedskorps i Marvels tegneserie-univers. Korpset organiserer superhelte på jorden og samler dem når en stor fare truer jorden. Lederen af korpset hedder Nick Fury og bliver i både Iron Man filmene og The Avengers spillet af Samuel L. Jackson – men det bliver nok ikke tilfældet i tvserien.

The Avengers fik premiere tidligere i år og har indtil nu solgt biografbilletter for 1.49 milliarder dollars verden over – altså 8.8 milliarder danske kroner. På den baggrund kan man nok godt forstå hvorfor der skal laves en tvserie også.

Populært