Connect with us

Nyheder

Dramaet fortsætter: Mad Men udskudt til 2012

AMC har nu meldt ud, at femte sæson af Mad Men nok skal blive til noget, men at det først bliver med premiere i marts 2012. Endnu er intet dog skrevet under.

Published

on

AMC har nu meldt ud, at femte sæson af Mad Men nok skal blive til noget, men at det først bliver med premiere i marts 2012. Endnu er intet dog skrevet under.

Som vi tidligere har skrevet her på tvserie.dk, så stod det tidligere på måneden klart, at optagelserne til den kommende femte sæson af superserien Mad Men blev udskudt på grund af langtrukne kontraktforhandlinger mellem AMC, Lionsgate og seriens skaber og ledende producer, Matthew Weiner.

Nu har AMC med en pressemeddelelse endelig bekræftet, at der nok skal komme en femte sæson, men at den først får amerikansk premiere til marts næste år, 2012, altså hele 17 måneder efter afslutningen på sæson fire.

Ifølge deadline.com har Weiner presset på for at formindske hullet mellem de to sæsoner og har fortalt AMC, at han godt kunne nå at få den femte sæson færdig til tiden – og samtidig overholde budgettet, hvilket AMC dog ikke anså for realistisk, da de nu har hele fem store tvserier (blandt andet The Walking Dead, læs mere om tv showet her) at tage hensyn til.

Skaberen af Mad Men, Matthew Weiner, vil ikke gå med til AMCs krav for den femte sæson af tvserien

AMC skriver i pressemeddelelsen, at forsinkelsen skyldes ‘forhandlinger, der ikke har noget at gøre med seriens skuespillere’ – lidt modstridende med de tidligere rygter om, at udskydelsen blandt andet skyldes, at AMC ville droppe to af seriens faste skuespillere, hvilket Matthew Weiner ikke ville være med til.

Huffingtonpost.com uddyber rygterne ved at mene at vide, at forhandlingerne også skyldes at AMC holder hårdt på, at afsnittene skal gøres kortere ligesom de ønsker ‘product placement’, altså skjulte reklamer, lagt ind i serien.

Og så skyldes pressemeddelelsens formulering med fokus på forhandlingerne og skuespillerne, at AMC kræver, at der skal spares 1,5 millioner dollars (knap 8 millioner kroner) årligt på budgettet, hvilket svarer til at fjerne to skuespiller-lønninger.

Huffingtonpost.com skriver videre, at AMC holder hårdt på disse tre punkter og at de for at trumfe dem igennem har tilbudt Matthew Weiner en kontrakt med en værdi af hele 30 millioner dollars (158,5 millioner kroner), men Weiner har indtil videre nægtet at give køb på sine kreative idealer og har ikke accepteret tilbuddet.

Uanset om Weiner er med eller ej, så ligger det helt fast, at Mad Men vender tilbage til de amerikanske tvskærme til marts næste år. Dramaet fortsætter – også i virkelighedens verden.

Populært