HBO forlænger True Blood og den helt nye serie The Newsroom

Efter bare 2 afsnit er løbet over skærmen forlænger HBO den nye serie The Newsroom – også True Blood vender tilbage næste år

De to højt profilerede serier True Blood og Aaron Sorkins helt nye serie The Newsroom, er netop blevet forlænget med en sæson hver.

Serierne findes begge to på den amerikanske kanal HBO. Vampyr-serien True Blood er netop gået i gang med sin 5. sæson og kan altså se frem til at få en sjette sæson i 2013.

Den helt nye serie The Newsroom har kun lige haft premiere på de to første afsnit, men nu er det altså sikkert, at der også kommer en sæson mere næste år. The Newsroom kommer fra forfatter Aaron Sorkin, og handler om livet bag kameraet på en amerikansk nyhedskanal.

Sorkin-serien trak respektable 2,7 millioner til visningen af det første afsnit på HBO – det var bedre end den anden nye HBO-serie Girls, men ikke helt så godt som premieren på sæson 2 af Game Of Thrones, der trak 5,7 millioner.

Jeff Daniels spiller hovedrollen som Will McAvoy i The Newsroom, der også har Emily Mortimer, Olivia Munn, Alison Pill og John Gallagher Jr. i bærende roller.

Se traileren til The Newsroom sæson 1 her:

 

Der er lukket for kommentarer.