Komedien Community er tilbage til januar

Kult-komedien Community er tilbage efter lang tids fravær – Og manden der gjorde den populær er igen med efter at være fyret sidste år

Community er tilbage!

Komedien om det umage hold af studerende på det lokale universitet Greedale vender endelig tilbage til januar, efter at have været væk fra skærmen i et år. Det var ved at være usikkert om vi nogensinde skulle se Troy, Abed, Jeff og alle de andre igen, men nu kan vi varme op til glædeligt gensyn.

Og det er ikke kun skuespillerne vi kan se frem til at se igen. For skaberen af Community, Dan Harmon er også med bag kameraet igen. Før sæson 4 blev Harmon fyret fra serien, efter han havde været i klammeri med både Chevy Chase og et par af cheferne på tvkanalen NBC, der viser serien. Men de knaster er åbenbart jævnet efter et års pause, for Harmon er tilbage i den position, hvorfra han gjorde Community til en af de mest originale og seværdige sitcoms.

Community mistede det spøjse uden Harmon

Den fjerde sæson af Community blev til uden Dan Harmon bag kameraet og det betød en forandring i serien, der mistede noget af magien, der havde gjort de første sæsoner seværdige, originale og anderledes fra de fleste komedier på tv. Det var Harmon heller ikke sen til at fortælle hvad han synes om, da han kaldte sæson 4 for en billig kopi af den serie han selv lavede.

Og selvom det netop var Harmons ledelsesstil og manglende respekt for sine overordnede der var med til at få ham fyret fra serien i første omgang, så har han altså fået lov at vende tilbage til sæson 5 – formodentlig fordi cheferne på NBC og Sony, der producerer Community, også kunne se, at der manglede noget uden Harmon som showrunner.

Goddag til Community, farvel til to andre

Samtidig med meldingen om gensyn med Community, kunne NBC fortælle at to nye serie allerede har fået øksen, og ikke skal vise sig i deres tvprogram mere i år. Det gælder den ny politiserie Ironside, med Blair Underwood i hovedrollen og komedien Welcome to the family, som seerne aldrig inviterede indenfor.

Der er lukket for kommentarer.