Mads Mikkelsen skal spille Hannibal Lecter

Den danske filmstjerne Mads Mikkelsen har fået hovedrollen som Hannibal Lecter i den kommende tvserie Hannibal, der er baseret på filmklassikeren Ondskabens Øjne.

Det bliver den danske filmstjerne Mads Mikkelsen, der skal spille tvserie-udgaven af Anthony Hopkins’ Oscarvindende rolle som massemorderen Hannibal Lecter i den kommende tvserie baseret på storfilmen Ondskabens Øjne.

Det skriver Entertainment Weekly.

For et halvt år siden kunne du her på tvserie.dk læse om hele to re-makes af filmklassikeren Ondskabens Øjne, der nu skal skrives om til tvserier. Den ene af de to skal laves af NBC, hvorfor producer og forfatter på det kommende projekt, Bryan Fuller, har haft travlt med at finde den helt rigtige mand til rollen som Hannibal Lecter.

Nu er han altså fundet i form af den danske stjerne Mads Mikkelsen, der har takket ja til at spille hannibal Lecter i foreløbigt 13 afsnit af tvserien Hannibal. Her skal Mads Mikkelsen spille overfor Hugh Dancy, der spiller rollen som FBI-agenten Will Graham. Serien kommer i høj grad til at handle om forholdet mellem de to karakterer, da Graham, der er profilekspert hos FBI, søger hjælp hos Hannibal Lecter for at få lavet en profil af en massemorder. Det Graham ikke ved, er, at Lecter er den mest vanvittige massemorder af dem alle.

Mads Mikkelsen, der i det store udland er bedst kendt som James Bond skurken Le Chiffre fra Casino Royal, har fornylig haft enorm personlig succes i Thomas Vinterbergs film Jagten, der blandt andet gav Mads Mikkelsen en pris som bedste skuespiller ved den nyligt overståede filmfestival i Cannes.

Hannibal forventes at få amerikansk premiere i løbet af næste sæson – og mon ikke vi også nok skal få den at se herhjemme, nu hvor Mads Mikkelsen har erobret den flotte rolle.

Der er lukket for kommentarer.