Nu er Netflix åbnet i Danmark

Få fri adgang til at streame alle de serier og film du vil for 79,- per måned – men regn ikke med du får alle de nyeste serier.

Vil du have fri adgang til serier som Breaking Bad og afsnit af Dexter – så kan du nu få adgang til det ta’ selvbord, der er den amerikanske streaming-tjeneste Netflix.

Tjenesten er netop blevet tilgængelig herhjemme denne morgen, til en fast pris på 79,- om måneden for ubegrænset streaming af tjenestens indhold. Som start-tilbud giver Netflix dig den første måned gratis så der er gode muligheder for at finde ud af om Netflix rummer de serier som du er ude efter.

Og du bør se dig for, for Netflix er ikke bare guds gave til serie-elskere. Der er masser af serier du ikke finder på tjenesten, ligesom nye afsnit og sæsoner ikke med det samme er tilgængelige. Derfor er det en god ide lige at undersøge indholdet inden du binder dig for mere end den første gratis måned.

For eksempel finder du fire ud af fem sæsoner af Breaking Bad på Netflix, men kun de første fire sæsoner af Dexter, selvom serien netop har taget hul på sæson syv.

Udvalgte tvserier som du finder på Netflix

[checklist]

  • Glee: 2 sæsoner
  • The Walking Dead: 1 sæson
  • How I Met Your Mother: 5 sæsoner
  • Arrested Development: 3 sæsoner
  • 24 Timer: 8 sæsoner

[/checklist]

Netflix har over 27 millioner abonnenter verden over så der er altså nogle der vil betale for fri adgang til et ret stort bagkatalog af film og serier. Men du skal ikke sætte næsen op efter det nyeste af det nye. Og fra starten herhjemme ser det ud til, at der er ret meget dansk indhold – primært spillefilm.

Du skal heller ikke regne med at finde fx HBOs serier på tjenesten. Det vil sige, at nye afsnit af serier som True Blood og Game Of Thrones skal findes hos HBOs egen streaming-tjeneste, der også ventes lanceret i Danmark inden udgangen af 2012.

Der er lukket for kommentarer.