Nu vil The Killing afsløre hvem der er morderen

Den amerikanske udgave af Forbrydelsen fik hug for at lade være med at afsløre morderen i den første sæson, men i anden omgang bliver sløret løftet!

Den amerikanske udgave af Forbrydelsen fik navnet The Killing og den løb over skærmene i de amerikanske hjem i 2011. Men hvor DR’s Forbrydelsen afslørede morderen i sæson ét, så holdt den amerikanske udgave morderen hemmelig, da den første sæson var slut.

Den beslutning kom til at koste både en del grimme anmeldelser og vrede seere. Og måske er det derfor, at en af stjernerne fra The Killing nu melder ud, at man i sæson to helt bestemt finder ud af hvem der er morderen.

Skuespillerinden Jamie Ann Allman, der spiller Terry i The Killing, siger til The Hollywood Reporter, at hun havde på fornemmelsen at slutningen på sæson et ville gøre nogle seere frustrerede.

– Jeg er spændt, fordi sæson to graver sig endnu dybere ned i karakterene. Og seerne finder med sikkerhed ud af hvem der er morderen. Så jeg håber de hænger på, så de kan se hvor den her rejse ender, siger Allman.

Dog ved Jamie Ann Allman endnu ikke selv hvem der står bag på mordet på Rosie Larsen, som offeret hedder i The Killings første sæson.

– Ingen ved hvem morderen er. Jeg håber det er mig. Jeg ved det er en farlig ting at sige når man ved, at de her ting faktisk sker for mennesker i virkeligheden, men fra et skuespil-standpunkt ville det være virkelig sjovt, siger Jamie Ann Allman.

The Killing vender tilbage til skærmen til foråret på den amerikanske tvstation AMC. Herhjemme sendte Kanal 5 seriens første sæson, men der er endnu ikke nyt om hvorvidt kanalen også vil sende sæson to.

Der er lukket for kommentarer.